Sport - Ritzau

Styrt sender Roglic ud af Tour de France

Styrt sender Roglic ud af Tour de France

Styrt sender Roglic ud af Tour de France

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-TDF-2024-STAGE12 Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Det er sket før, og nu sker det igen. Et styrt har sendt Jonas Vingegaard-rivalen Primoz Roglic ud af Touren.

Den slovenske cykelstjerne Primoz Roglic (Bora) er ude af Tour de France efter styrt på torsdagens 12. etape. Det skriver Bora på X før fredagens 13. etape.

34-årige Roglic styrtede i slutfasen af 12. etape og kom forslået i mål sammen med nogle holdkammerater.

Inden 12. etape lå han nummer fire i det samlede klassement lige efter Jonas Vingegaard (Visma) og havde 2 minutter og 15 sekunder op til Tadej Pogacar, der fører løbet.

Roglic lå inden fredagens 13. etape nummer seks samlet med 4 minutter og 42 sekunder op til den gule førertrøje.

- Primoz Roglic er blevet undersøgt grundigt af vores læge efter gårsdagens etape og igen her til morgen. Beslutningen er, at han ikke starter i dag for at kunne fokusere på kommende mål, skriver Bora uden at uddybe yderligere.

Rolf Aldag, der er sportsdirektør hos Bora, siger inden etapestarten fredag, at der ikke var andet at gøre for Roglic end at udgå.

- Han har haft to styrt. Det har påvirket hans krop for meget til at kunne fortsætte, siger Aldag, som tilføjer, at Roglic ikke har brækket noget eller er ramt af en hjernerystelse.

Roglic var i en årrække holdkammerat med Vingegaard hos Visma, men i jagten på at vinde Tour de France selv skiftede sloveneren op til 2024-sæsonen til Bora-holdet.

I sin karriere har Roglic vundet et hav af store løb. Vuelta a España har han eksempelvis vundet tre gange. Sidste år vandt han Giro d'Italia.

Han er noteret for tre etapesejr i Tour de France, hvor hans bedste placering i klassementet er en andenplads. Han er desuden regerende olympisk mester i enkeltstart.

Roglic røg i asfalten med godt 12 kilometer tilbage af etapen torsdag. Han blev fanget i det kaos, der fulgte, da Astanas Alexey Lutsenko kom for tæt på en midterrabat på vejen og væltede.

Sloveneren styrtede også onsdag, men kørte alligevel en god etape. I klassementet lignede han en farlig outsider.

Roglic' trøje var revet op og skulderen blodig, men hans bevægelser så ikke specielt hæmmet ud, da han ankom til holdbussen efter torsdagens etape.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“