Sport - Ritzau

Tauson før French Open: Jeg har spillet til at nå langt

Tauson før French Open: Jeg har spillet til at nå langt

Tauson før French Open: Jeg har spillet til at nå langt

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
Miami Open Tennis Foto: Lynne Sladky/Ritzau Scanpix

Clara Tauson er efter gode takter på grus optimist før French Open, som hun indleder søndag mod tysker.

Tennisspilleren Clara Tauson føler sig klar til at levere et godt resultat ved French Open, der begynder søndag i Paris.

Det fortæller hun i et interview med den danske presse forud for grand slam-turneringen i den franske hovedstad.

Hun ankom torsdag til Paris sammen med træner Lars Christensen, og hun føler, at træneren, hun indledte et fast samarbejde med fra starten af 2024, har været med til at udvikle hende i en god retning.

Blandt andet en stærkere mentalitet og en forbedret serv giver Tauson optimisme.

- Jeg føler bare, at jeg mangler det sidste skridt, nemlig at gå langt i de store turneringer. Jeg synes egentlig, at jeg har spillet til at gøre det, siger Clara Tauson.

- Min form er rigtig god. Jeg har det godt, har trænet godt i de seneste uger og glæder mig bare til at komme i gang. Nu skal jeg ud og træne på banerne to dage (fredag og lørdag, red.).

Tauson ligger aktuelt nummer 71 på verdensranglisten, men i tennismiljøet mener de fleste, at hun besidder spillet til at ligge noget højere.

Den 21-årige dansker viste eksempelvis stor form med det danske landshold ved Billie Jean King Cup april, hvor hun gjorde rent bord med fem sejre - blandt andet over verdens nummer seks på det tidspunkt, Maria Sakkari.

Turneringen gav dog ikke point til listen.

- Det har været en god grussæson, men jeg kan være lidt ærgerlig over, at jeg ikke fik point ud af at spille Billie Jean King Cup. Men jeg spillede god tennis, og det er det vigtigste, forhåbentlig kan jeg gøre det godt her.

I første runde venter tyske Tatjana Maria, der er nummer 64 i verden. Da de tørnede sammen i Warszawa sidste år, vandt Maria med 6-4, 6-0.

- Det er selvfølgelig en lidt svær lodtrækning, jeg har fået, men jeg kunne også have trukket Iga i første runde, siger Tauson med henvisning til verdensetteren Swiatek.

Spilleplanen er endnu ikke offentliggjort, men Tauson fortæller, at hun skal i aktion på førstedagen søndag.

Danskeren nåede til tredje runde i French Open sidste år.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“