Sport - Ritzau

Tauson tager stor skalp og spiller sig videre i French Open

Tauson tager stor skalp og spiller sig videre i French Open

Tauson tager stor skalp og spiller sig videre i French Open

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
French Open - Day 5 Foto: Yoan Valat/Ritzau Scanpix

Danske Clara Tauson er videre i French Open efter en sejr i tre sæt, 7-6, 4-6, 6-3, over Jelena Ostapenko.

Den danske tennisspiller Clara Tauson er klar til tredje runde af grand slam-turneringen French Open.

Torsdag spillede danskeren, der ligger nummer 72 på verdensranglisten, sig videre fra anden runde med en sejr i tre sæt, 7-6, 4-6, 6-3, over lettiske Jelena Ostapenko.

Det blev en tæt affære, der varede i underkanten af 2,5 time, men til sidst viste Tauson klassen, og med et rent serveparti spillede danskeren sig videre i grand slam-turneringen på den første matchbold.

I næste runde venter amerikanske Sofia Kenin, der ligger nummer 56 i verden. Kenin har tidligere været oppe som nummer fire på verdensranglisten og vandt i 2020 Australian Open. Samme år var hun i finalen i French Open.

Det var en stor skalp for Tauson at sende Ostapenko ud. Den 26-årige lette ligger nummer 11 i verden, og hendes største resultat i karrieren kom i netop French Open, da hun i 2017 vandt turneringen.

Ostapenko viste flere gange i kampen prøver på det høje topniveau, men det samme gjorde Tauson.

Begge spillere havde dog svært ved at holde niveauet hele kampen igennem, hvilket gav en tæt og ujævn affære.

Kampen startede også ustabilt, men det var på grund af andre omstændigheder.

Blot et partis tennis, hvor Ostapenko holdt serv, blev det til, inden regn afbrød spillet i flere timer.

Efter en længere pause blev spillet genoptaget, og det var tydeligt, at begge spillere lige skulle i gang.

Foran 3-2 tilkæmpede Ostapenko sig den første breakbold takket være tre danske dobbeltfejl, men Tauson stod imod og sikrede sig partiet med et servees.

I det efterfølgende parti var det Tausons tur til at true Ostapenkos serv, men letten afviste.

Tauson leverede flere gange prøver på et højt topniveau med masser af kraft i slagene, og ved 5-5 kom danskeren på ny frem til flere breakbolde.

På tredje breakbold i partiet var der gevinst for danskeren, der dermed gav sig selv muligheden for at serve sættet hjem.

Den chance blev dog ikke udnyttet, og et par sløsede danske slag sendte derfor sættet i tiebreak.

Her sløsede Ostapenko med flere uprovokerede fejl og dobbeltfejl. Det gav Tauson fem sætbolde, hvor der i fjerde forsøg var dansk gevinst med et skarpt forhåndsslag, der sad lige på den rigtige side af linjen.

Tauson formåede slet ikke at tage momentum med ind i andet sæt. Danskeren leverede derimod langt flere fejl end tidligere, og det udnyttede Ostapenko til to gange at bryde Tauson og komme foran 3-0.

Danskeren vandt de to efterfølgende partier og kom derfra bedre med i sættet. Langsom sled Tauson sig tilbage, og med et nyt dansk brud var der ved 4-4 kontakt i sættet.

Ostapenko lod sig ikke slå ud, men løftede derimod niveauet og brød først Tauson, før hun servede sættet hjem.

Præcis som i andet sæt åbnede Tauson tredje sæt skidt og blev brudt, men denne gang viste danskeren god moral og med en stærk forhåndsvinder brød Tauson retur.

Danskeren havde fortsat svært ved at holde fast i det høje topniveau, og ofte kom der flere unødvendige fejl snigende.

Heldigvis for Tauson skete præcis det samme på den anden side af nettet, og de to spillere fulgtes ad, indtil Tauson brød Ostapenko og kom foran 5-3.

Den chance lod Tauson ikke passere, og på den første matchbold sikrede danskeren sig sejren med et rent serveparti.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“