Sport - Ritzau

Thorups skrækstart bliver til stor debut efter comeback

Thorups skrækstart bliver til stor debut efter comeback

Thorups skrækstart bliver til stor debut efter comeback

Ritzau
Heidenheim
Zuletzt aktualisiert um:
1. FC Heidenheim - FC Augsburg Foto: Bernd Wei''brod/Ritzau Scanpix

Jess Thorup fik hjælp af en landsmand, da han fik en vild debut som cheftræner for Augsburg i Bundesligaen.

Den danske træner Jess Thorup debuterede søndag i spidsen for den tyske bundesligaklub Augsburg. Hvad der hurtigt lignede en forfærdelig debut endte dog som en stor dag for den tidligere FCM- og FCK-træner.

Efter at være kommet bagud 0-2 tidligt i kampen ude mod oprykkeren FC Heidenheim leverede Augsburg et forrygende comeback. Med Mads Valentin Pedersen blandt målscorerne tog Bayern-klubben en sejr på 5-2.

Thorup blev ansat for en uge side under landsholdspausen for at trække Augsburg væk fra bundstriden. Med sejren hopper klubben fra 15.- til 10.-pladsen med otte point for otte kampe.

Den 53-årige træner fik ellers en regulær skrækstart på debuten efter godt et år som arbejdsløs efter fyringen i FCK. Hans 11 udvalgte var allerede efter 18 minutter bagud 0-2 i Heidenheim på to mål med omkring et minuts mellemrum.

Først kostede elendig opdækning ved et hjørnespark en scoring. Kort efter blev Jan-Niklas Beste spillet fri i feltet og fordoblede hjemmeholdets føring med et fladt spark.

Det lykkedes Augsburg at finde fodfæste igen. Faktisk så meget, at da dommeren fløjtede til pause, var alt vendt på hovedet.

Heidenheim kunne også slække på markeringerne ved hjørnespark, og det udnyttede Phillip Tietz til at flugte reduceringen ind efter en halv time. Godt nyt for Thorup, som kort efter fik dansk hjælp.

Med en smuk ydersideafslutning var det Mads Valentin Pedersen, som stod bag udligningen i 41. minut, mens Ermedin Demirovic minuttet efter fuldbyrdede det foreløbige comeback.

Målinfernoet døde ud efter pausen, men Augsburg var ved flere lejligheder tæt på at udbygge føringen. Målet kom efter 64 minutter, nok en gang med et hjørnespark som optakt.

Tæt under mål kunne Felix Uduokhai med maveskindet skubbe 4-2-målet ind over stregen. Elvis Rexhbecaj fik lov til at lukke målfesten i den danske debut med en straffesparksscoring.

I søndagens anden bundesligakamp, også i den tungere del af tabellen, tog FC Köln sæsonens første ligasejr med 3-1 over Borussia Mönchengladbach.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“