Sport - Ritzau

Udlandseventyr har løftet niveauet på dansk VM-hold

Udlandseventyr har løftet niveauet på dansk VM-hold

Udlandseventyr har løftet niveauet på dansk VM-hold

Ritzau
Perth
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindefodboldlandsholdet træner i Helsingør Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Spillerne bliver mere professionelle, når de prøver kræfter uden for Danmarks grænser, siger landstræner.

Da landstræner Lars Søndergaard tog over for seks år siden, var det kvindelige fodboldlandshold noget andet.

Blot syv-otte spillere havde kontrakt med en klub uden for Danmarks grænser, husker landstræneren.

I dag spiller langt hovedparten af VM-truppen i udenlandske klubber. Den udvikling har klart løftet landsholdet, lyder det fra Lars Søndergaard.

- Spillerne er mere professionelle. De færdes i professionelle klubber, hvor hovedprioriteten er fodboldspillet og ikke så meget uddannelse og arbejde ved siden af, siger han.

Konkret kan det ifølge landstræneren mærkes på kampformen.

- Slutrunde efter slutrunde bliver der løbet flere højintensive meter og flere sprints. Det handler om, at spillerne træner mere og på den rigtige måde, siger Lars Søndergaard.

- Jo flere spillere, der spiller i udlandet, jo mere vil kvaliteten også stige, og dermed bliver chancerne for at være med internationalt også bedre, siger han.

Fem landsholdsspillere har kontrakt med engelske klubber, men ellers er de spredt ud over det meste af det vestlige Europa og USA.

Og for blot at liste nogle: Katrine Veje, Karen Holmgaard og Nicoline Sørensen spiller til daglig i Everton. Kathrine Kühl kom for nylig til Arsenal, mens Emma Snerle spiller i West Ham.

Kun to af de spillere, Lars Søndergaard har med ved VM i Australien og New Zealand, spiller i den danske liga. Det drejer sig om Kathrine Larsen fra Brøndby og FC Thy-Thisted Q's Maja Bay Østergaard.

Landsholdets største stjerne Pernille Harder er at finde i Tyskland hos Bayern München.

Frederikke Thøgersen spiller i dag i italienske Inter, men var før det både forbi Fiorentina og svenske Rosengård.

Ud over at omgivelserne omkring fodboldspillet ofte er mere professionelle i udlandet end i Danmark, fremhæver Frederikke Thøgersen også en anden styrke ved at flyve væk hjemmefra.

- Man modnes som spiller. Jeg tog til Italien, hvor mentaliteten er hårdere end herhjemme. Jeg var den, der kom ind udefra og skulle løfte kvaliteten på holdet.

- Og så er jeg blevet teknisk og taktisk bedre, siger landsholdsspilleren.

Hun spiller sammen med resten af landsholdet første kamp ved VM i den australske by Perth lørdag mod Kina.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“