Sport - Ritzau
Udskældt PGA-chef vender tilbage efter sygemelding
Udskældt PGA-chef vender tilbage efter sygemelding
Udskældt PGA-chef vender tilbage efter sygemelding
Jay Monahan er tilbage i PGA senere i juli, men det sker efter høring om omstridt LIV-aftale i USA's Senat.
Den udskældte PGA Tour-chef Jay Monahan vender tilbage til posten 17. juli - næsten en måned efter, at han sygemeldte sig med ubeskrevne helbredsproblemer.
Det oplyste PGA Tour i en pressemeddelelse fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Jay Monahan er blevet kritiseret for sin rolle i partnerskabet med den saudiarabisk finansierede LIV Golf-tour, der blev offentliggjort i juni.
PGA Tours præsident, Tyler Dennis, og vicedirektør Ron Price har på det seneste stået i spidsen for organisationen.
Monahan har været udtalt kritiker af LIV Golf-tour, siden den saudiarabisk støttede golfturnering så dagens lys for første gang.
LIV Golf er finansieret af den saudiarabiske investeringsfond Public Investment Fund (PIF). Touren får kritik for at være Saudi-Arabiens forsøg på at købe sig til et bedre omdømme gennem international sport - såkaldt "sportswashing".
PGA besluttede sig sidste år for midlertidigt at udelukke spillere, som begyndte at spille på LIV Golf-touren.
Men i juni kom det pludselig frem, at PGA Tour og LIV Golf havde indgået et samarbejde. Samarbejdet inkluderer også DP World Tour og betyder blandt andet, at LIV Golf-spillere fra næste år kan vende tilbage til PGA Tour.
Aftalen kom for mange spillere ud af det blå og har fået kritik af blandt andet den spanske golfstjerne Jon Rahm.
- Man vil jo gerne have tiltro til ledelsen, og jeg vil gerne tro på, at det her er den bedste mulighed for os alle sammen, men det er bare klart, at dét ikke er konsensus, sagde han i juni.
Monahans tilbagevenden kommer seks dage efter en høring i det amerikanske Senat om den omstridte aftale.
Hverken topcheferne for PIF eller LIV kommer dog til at deltage i høringen, hvor Dennis og Price møder op i stedet for Monahan.
/ritzau/