Sport - Ritzau

Undersøgelse: Danske atleter trives overordnet godt

Undersøgelse: Danske atleter trives overordnet godt

Undersøgelse: Danske atleter trives overordnet godt

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Fodboldtræning Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De fleste atleter trives godt i deres miljø, og færre oplever grænseoverskridende adfærd, viser undersøgelse.

Danske atleter trives over en bred kam og har det godt i deres træningsmiljøer og hverdagsliv.

Det er hovedkonklusionen på en undersøgelse, som Team Danmark har foretaget sammen med Idrættens Analyseinstitut.

Undersøgelsen er den anden af sin art og viser ligesom den første trivselsundersøgelse fra 2021 overordnet set en høj grad af trivsel og tilfredshed.

Resultatet glæder Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.

- Resultaterne af trivselsundersøgelsen hjælper os samtidig til at blive endnu skarpere på, hvor der er nogle ting, vi skal arbejde med. Vi må aldrig gå på kompromis med atleternes trivsel.

- Atleter, der trives og har en velfungerende hverdag, har også de bedste forudsætninger for at præstere sportsligt, siger Lars Balle Christensen i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser også, at færre atleter oplevede grænseoverskridende adfærd i 2022 sammenlignet med 2021. På det år er antallet faldet fra 22 til 17 procent.

Langt de fleste af de atleter, der har oplevet grænseoverskridende adfærd, svarer i undersøgelsen, at det er noget, de oplever sjældnere end månedligt, lyder det.

Ifølge undersøgelsen er det særligt atleterne imellem, at der opleves grænseoverskridende adfærd. Oplevelserne har hovedsageligt karakter af mobning og nedladende kommentarer.

Kun få svarer, at de oplever grænseoverskridende adfærd fra trænere og ledere eller øvrige personer i staben omkring dem.

- Det er positivt, at færre atleter oplever grænseoverskridende adfærd. Men tallet er stadig højt, og det er en problemstilling, vi skal blive ved med at italesætte og arbejde med, pointerer Lars Balle Christensen.

Han mener, at undersøgelsen viser, at der er flyttet noget i adfærdskulturen ude i elitemiljøerne, og den udvikling skal fastholdes.

- Eliteidrætten er per definition grænsesøgende, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi kontinuerligt har fokus på, at grænser ikke overskrides.

- Det gælder den retning og kultur, som trænere og ledere er med til at udstikke, og det gælder også den almindelige omgang imellem atleterne i elitemiljøerne, siger Team Danmarks sportsdirektør.

Undersøgelsen viser også, at atleterne generelt oplever gode relationer til deres trænere og ledere og er tilfredse med deres respektive træningsmiljøer.

- Undersøgelsen tegner et generelt billede af, at danske eliteatleter har et sundt og godt hverdagsliv og er trygge og tilfredse i deres træningsmiljøer. Sådan skal det selvfølgelig også være. Og selv om den høje grad af trivsel er rigtig positiv, så så vi jo helst, at den var endnu højere.

Resultatet af undersøgelsen kommer efter en periode, hvor der har været stor debat om miljøet for danske atleter.

Det er fra flere sider blevet kritiseret, at der før 2019 har været foretaget vejninger inden for fodbold- og håndboldmiljøet.

1222 atleter har modtaget spørgeskemaet, og 633 af dem har besvaret det. De medvirkende atleter er inddelt i tre grupper: Bruttogruppe-, elite- og verdensklasseatleter.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“