Sport - Ritzau

Utilfreds Randers-træner: Det er så dødfrustrerende

Utilfreds Randers-træner: Det er så dødfrustrerende

Utilfreds Randers-træner: Det er så dødfrustrerende

Ritzau
Brøndby
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Brøndby IF - Randers FC Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Rasmus Bertelsen var mere end frustreret efter Randers' nederlag på 1-3 mod Brøndby IF søndag i Superligaen.

Det var som nat og dag, da Randers FC søndag tabte 1-3 til Brøndby IF i syvende runde af Superligaen på Brøndby Stadion.

I første halvleg var Brøndby dominerende og scorede tre mål, mens Randers vågnede op og var bedst efter pausen.

Efter opgøret dumpede Randers-træner Rasmus Bertelsen gæsternes præstation før pausen.

- Den måde, som vi repræsenterede os på i første halvleg, var uacceptabel på rigtig mange parametre, og i anden halvleg viste vi den kvalitet og det potentiale, som er i truppen.

- Det er så dødfrustrerende, når man tænker på, hvad det kunne være blevet til, hvis vi havde præsteret sådan i hele kampen. Alle vil sige, at det var, fordi Brøndby gik ned i tempo, men jeg vil sige, at det var os, der fik presset dem tilbage på banen, siger Rasmus Bertelsen.

Randers har haft en dårlig sæsonstart, men vandt for første gang i sidste runde. Derfor var Randers-træneren også ekstra frustreret over, at man haltede så meget efter i første halvleg.

- Det er det, der også gør ondt. Vi fik et energiboost sidste uge, og der har været fuld energi og godt humør hele ugen, og så kom vi ind til pause og var bagud 0-3. Det var nok derfor, at træneren lige sprang en sikring.

- De scorede på to hjørnespark og et indlæg, hvor vi ikke fik dækket ordentligt op. Det strukturelle var egentlig fint nok, men vores udtryk var for tamt. Vi tabte så mange dueller og havde intet mod på bolden. Vi dumpede på rigtig mange parametre, siger Rasmus Bertelsen efter kampen.

Randers har fem point efter sæsonens første syv kampe, og det rækker til en tiendeplads.

Brøndby ligger derimod på tredjepladsen og har nu vundet fire kampe i streg.

Cheftræner Jesper Sørensen var meget tilfreds med første halvleg, men havde svært ved at sætte ord på, hvad der gik galt efter pausen.

- Det var ikke hensigten og planen. Vi havde nok haft en anden fornemmelse, hvis halvlegene var byttet rundt.

- Vi spillede os frem til en komfortabel føring, og jeg ved ikke, om vi kom til at beskytte den for meget. Det var slet ikke det, vi talte om i pausen. Vi ville holde tempo i spillet og fortsætte med at være aggressive.

- Det formåede vi overhovedet ikke. Det endte nærmest med at være det modsatte, og så begyndte vi at beskytte vores føring, siger Brøndby-træneren.

Nu venter der en landsholdspause for de to mandskaber, men når Superligaen genoptages, skal Brøndby møde AGF, mens Randers skal i aktion mod Vejle Boldklub.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“