Sport - Ritzau
Vejle kommer på tavlen trods smidt 2-0-føring
Vejle kommer på tavlen trods smidt 2-0-føring
Vejle kommer på tavlen trods smidt 2-0-føring
AaB vendte 0-2 til 2-2 hos bundholdet Vejle efter scoringer af Oliver Ross og Mads Bomholt.
Efter at have slået ligarekorden med ti nederlag i træk kom Vejle fredag omsider på pointtavlen.
Østjyderne vil dog ærgre sig over 2-2-kampen hjemme mod AaB.
Mihai Tejas udvalgte var således foran 2-0 efter 55 minutter, inden man slap grebet og indkasserede mål af gæsternes Oliver Ross og indskifteren Mads Bomholt.
Vejle har med remisen ét point på sidstepladsen i Superligaen. Det er syv point mindre end Sønderjyske over nedrykningsstregen.
AaB har 13 point på ottendepladsen.
AaB begyndte fredagens opgør klart bedst, og sidste uges hattrickhelt Mathias Jørgensen både skabte og kom selv frem til chancer for nordjyderne.
Andres Jasson misbrugte den største efter 21 minutter.
Kort efter stod den pludselig 1-0 til værterne, da den finske stopper Richard Jensen skubbede Musa Juwaras hjørnespark i kassen med venstre knæ fra tæt hold.
Scoringen gav Vejle luft, og i anden halvdel af første halvleg var østjyderne det bedste hold - uden dog at få det omsat til yderligere scoringer.
Græske Dimitris Emmanouilidis fordoblede til gengæld føringen fem minutter inde i anden halvleg, da han efter meget tålmodigt opspil fik tid og plads til at udplacere AaB-keeper Vincent Müller med et flot spark.
AaB var i knæ, men rejste sig efter 55 minutter.
Richard Jensen fik ikke clearet et indlæg ordentligt, og så sparkede Oliver Ross på mål fra kanten af feltet.
Forsøget var ikke prangende, men røg alligevel under Vejle-keeper Igor Vekic.
AaB trykkede videre efter træfferen, men havde ikke stort held med det, ligesom hjemmeholdet heller ikke skabte alverden.
Det gav en død og fastlåst periode, som indskiftede Mads Bomholt efter 83 minutter sluttede med et fremragende spark fra kanten af feltet efter at være blevet sat i scene af ligeledes indskiftede Nicklas Helenius.
Vejle fik i overtiden igen bolden i nettet, men Oliver Prostgaards træffer blev straks annulleret for en offside, hvilket også blev fastholdt efter en længere VAR-konsultation.
Også Vincent Müller måtte hive en stor redning frem i de døende sekunder for at forhindre Vejles første sejr i sæsonen.
/ritzau/