Sport - Ritzau

Vellykket protest ændrer på Formel 1-resultat i Østrig

Vellykket protest ændrer på Formel 1-resultat i Østrig

Vellykket protest ændrer på Formel 1-resultat i Østrig

Ritzau
Spielberg
Zuletzt aktualisiert um:
Grand Prix of Austria Foto: Hasan Bratic/Ritzau Scanpix

Aston Martin fik medhold i en protest, og det ændrede på flere pladser i top-ti i det østrigske grandprix.

Max Verstappen vandt igen-igen, da Formel 1-feltet søndag konkurrerede i Østrig i et nogenlunde udramatisk grandprix.

Det fik dog senere søndag et efterspil, der rykkede rundt på slutresultatet.

Podiet forblev intakt, men derudover var der en del rokader i top-ti, og Kevin Magnussen rykkede en enkelt plads op.

Aston Martin, der er repræsenteret i feltet af Fernando Alonso og Lance Stroll, fik medhold i en protest, bekræftede Formel 1 i første omgang på sin hjemmeside.

Undervejs i løbet blev der givet en del advarsler og tidsstraffe på fem sekunder for at være uden for de såkaldte "track limits" - den hvide linje omkring banen - med alle fire dæk.

Men ifølge Aston Martin fik alle ikke de straffe, som de fortjente, og det medgav løbets stewards på Formel 1's hjemmeside, hvorfor flere straffe efterfølgende blev uddelt.

I alt seks kørere fik undervejs i løbet en straf på fem sekunder - heriblandt Ferraris Carlos Sainz, Mercedes' Lewis Hamilton og Kevin Magnussen, men efter protesten fulgte endnu flere efter.

Det kom dog ikke til ændre på de allerøverste pladser i slutstillingen. Verstappen var således langt foran Ferraris Charles Leclerc, der også havde langt ned til Red Bulls Sergio Perez på tredjepladsen, og sådan forblev det.

For Kevin Magnussen betød det opdaterede resultat til gengæld, at han rykkede fra 19.- og sidstepladsen op som nummer 18 foran Yuki Tsunoda.

Størst betydning fik de ekstra straffe for Ferraris Carlos Sainz, der blev overhalet på papiret af McLarens Lando Norris og Aston Martins Fernando Alonso og røg fra fjerde- til sjettepladsen.

Mercedes-kørere George Russell og Lewis Hamilton byttede samtidigt plads og sluttede som nummer henholdsvis syv og otte, mens Aston Martins Lance Stroll røg forbi Alpines Pierre Gasly og op på niendepladsen.

Den største synder var Alpines Esteban Ocon, der fik hele 30 sekunders straf. Han var dog allerede inden afgørelsen uden for pointene og røg blot ned fra 12.- til 14.-pladsen.

Den Internationale Motorsportsunion (FIA) meddeler på Formel 1's hjemmeside, at der var mere end 1200 mulige forseelser i forhold til "track limits" i søndagens grandprix.

Af samme årsag anbefaler FIA igen, at banen i særligt to sving får installeret såkaldte "gravel traps". Det er kort sagt områder med grus, hvor hjulene synker ned og dermed sinker eller helt stopper bilerne.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“