Sport - Ritzau

Verdensnavn og Runes barndomstræner har klar rollefordeling

Verdensnavn og Runes barndomstræner har klar rollefordeling

Verdensnavn og Runes barndomstræner har klar rollefordeling

Ritzau
Melbourne
Zuletzt aktualisiert um:
TENNIS-AUS-OPEN Foto: William West/Ritzau Scanpix

Mens Runes danske træner fokuserer på taktik, kommer franske Mouratoglou med råd om indstilling op til kamp.

Lige siden Holger Rune var seks-syv år gammel og trænede i Skovshoved, har han haft danske Lars Christensen som træner.

De seneste måneder har et nyt og bemærkelsesværdigt navn imidlertid kastet stjernestøv over lejren omkring den 19-årige tennisspiller, der torsdag ventes i aktion i anden runde af Australian Open.

Navnet er Patrick Mouratoglou, som nok er mest kendt som tidligere træner for Serena Williams og det tennisakademi, der bærer hans efternavn.

På Runes hold er han nu trådt ind i et samarbejde med en klar rollefordeling. Det fortæller Lars Christensen under turneringen i et skriftligt svar til Ritzau.

- Patricks force i teamet er naturligvis den erfaring, han bringer med sig qua sine mange år som blandt andet træner for Serena Williams, forklarer den danske tennistræner.

- Men han har samtidig en meget fin fornemmelse for, hvor spilleren er mentalt, og kan således bidrage med input, som måske ikke ellers var kommet frem.

- Omkring kampe holder vi morgenmøder, hvor vi diskuterer det taktiske oplæg og tager temperaturen på, hvor vi ser udfordringerne i dagens opgave. Og så holder vi ellers vores normale rutiner, hvor jeg briefer Holger om taktikken, og Patrick supplerer med input om mindset.

Mouratoglou var tilknyttet Simona Halep, da det i oktober kom frem, at hun undersøges for, om hun med forsæt har taget et stof på dopinglisten.

Siden midten af oktober har den franske toptræner været tilknyttet Rune-lejren. Hvor længe det varer, vides ikke. Men han er med "i starten af det nye år også", forklarer Christensen.

Den danske træner uddyber, at han og Mouratoglou er i "løbende dialog om Holgers udvikling".

- Og vi er enige om den vej, vi gerne ser, at Holger udvikler sig, skriver Christensen.

Med et så langt samarbejde, som Rune og Christensen har haft, kunne man forestille sig, at det bliver svært at finde på nye råd og nye forbedringsområder.

Men det afviser Christensen.

- Op igennem de tidlige år udviklede jeg et system omkring hans tennismæssige og fysiske udvikling, der var rettet mod at skabe en komplet tennisspiller, der ville have mulighed for at være med helt fremme internationalt. Det er samme systematiske tilgang, jeg benytter den dag i dag, forklarer han.

- Jeg bruger meget tid på at analysere, hvor hans spil er bedst, og hvor der er områder, der skal udvikles. På den måde ved jeg altid, hvor han er stærkest, og hvor der er områder, der skal forbedres.

Rune skal i anden runde torsdag møde amerikanske Maxime Cressy.

Rune indledte turneringen med en flot præstation i første runde, hvor han overbevisende slog serbiske Filip Krajinovic i tre sæt trods australsk hede og flere udsættelser.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“