Sport - Ritzau

Vingegaard punkterer på holdtidskørsel og taber tid

Vingegaard punkterer på holdtidskørsel og taber tid

Vingegaard punkterer på holdtidskørsel og taber tid

Ritzau
Barcelona
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-ESP-VUELTA Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard var uheldig med en punktering på holdtidskørslen i Vueltaen og var nødt til at skifte cykel.

DSM vandt lørdag 1. etapes holdtidskørsel i Vuelta a España, som blev indledt med start og mål i Barcelona og var 14,8 kilometer lang.

DSM-rytteren Lorenzo Milesi kørte først ind over målstregen, og den italienske U23-verdensmester i enkeltstart snuppede dermed løbets første røde førertrøje.

Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma var 32 sekunder efter vinderholdet og blev blot nummer 11. Det havde dog en årsag, og den var Vingegaard involveret i.

Den danske Tour de France-vinder forklarede, at han punkterede undervejs på holdtidskørslen. Holdet havde aftalt at vente, hvis enten Vingegaard eller Primoz Roglic blev ramt af uheld.

- Jeg havde en punktering og var nødt til at skifte cykel. Så holdet var nødt til at vente. Det havde vi aftalt at gøre, hvis det skete for mig eller Primoz. Det var noget rod, at det skulle ske, siger Vingegaard til TV 2 Sport.

Regnvejret i Barcelona blev værre og værre, som holdtidskørslen skred frem.

Det blev en stor fordel for DSM, som havde sat en tid, inden vejret for alvor blev slemt. Samtidig blev det også mørkere og mørkere i løbet af aftenen.

- Vi er bare glade for at komme igennem. Det var ikke helt lyst, og det regnede en del, men det kunne vi jo ikke ændre på, siger Vingegaard.

Movistar med Enric Mas som kaptajn blev nummer to, og holdet var kun lidt over et halvt sekund fra sejren.

Quick-Step med Remco Evenepoel blev nummer fire - seks sekunder efter vinderen.

Evenepoel var rasende, da han kom ind over målstregen. Han brød sig ikke om at køre i den silende regn og efter mørkets begyndelse.

- Det er totalt latterligt og en skam. Arrangørerne burde vide, hvad der kan ske, siger Evenepoel ifølge dpa.

Flere ryttere fra forskellige hold styrtede på den flade, korte og yderst tekniske rute med en masse sving undervejs.

Etapen blev sat i gang på en spejlglat rampe, og holdene skulle fra start køre koncentreret for ikke at ryge i asfalten.

Tre ryttere fra Arkea Samsic styrtede kort før mål, da både Hugo Hofstetter, Kevin Vauquelin og Michel Ries var i asfalten.

Vingegaards Jumbo-Visma kan skrive et stort kapitel i cykelhistorien i årets Vuelta.

Det hollandske mandskab kan blive det første nogensinde til at vinde alle tre grand tours samme år.

Roglic vandt årets Giro d'Italia, mens Vingegaard triumferede i Touren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“