Sport - Ritzau
Vingegaard sikrer Tour-sejr i Pogacars etapetriumf
Vingegaard sikrer Tour-sejr i Pogacars etapetriumf
Vingegaard sikrer Tour-sejr i Pogacars etapetriumf
Tadej Pogacar vandt 20. etape af Touren, men kunne ikke køre fra Jonas Vingegaard, som dermed vinder løbet.
Jonas Vingegaard kan søndag lade sig hylde i Paris som vinder af Tour de France for andet år i træk.
Lørdag holdt den 26-årige thybo fast i sin suveræne føring i verdens største cykelløb på 20. etape, hvor seks kategoriserede stigninger skulle bestiges. De sidste to var i kategori 1.
Men selv om det lignede angrebsterræn for Tadej Pogacar, lod sloveneren til at være klar over, at det ville være en noget nær umulig mission at eliminere Vingegaards massive forspring.
Til gengæld var Pogacar ivrig efter at vinde etapen, og det gjorde han da også efter at have spurtet fra blandt andre Vingegaard på opløbsstrækningen.
Men det var danskeren nok ligeglad med. Efter at have krydset målstregen fandt Vingegaard hurtigt sin partner, Trine, og datteren Frida, så han kunne fejre sin store triumf med familien.
I mandags tegnede det til, at lørdagens etape kunne ende med at afgøre Touren. Men så knuste Vingegaard som bekendt Pogacar på tirsdagens enkeltstart, hvorefter sloveneren gik ned på onsdagens store bjergetape.
Spændingen om den samlede sejr var derfor forduftet. Jonas Vingegaard skulle bare undgå at gå helt kold, og det gør danskeren stort set aldrig. Heller ikke lørdag.
Trek-holdet tog styring på etapen fra start for at holde Giulio Ciccone tæt på fronten frem mod de første stigninger, så han matematisk kunne sikre sig bjergtrøjen.
Ikke mindst takket være stærk kørsel af først Mads Pedersen og siden Mattias Skjelmose lykkedes det med bravur, da italieneren var først over dagens første fire stigninger.
På næstsidste stigning kørte Thibaut Pinot væk fra udbruddet og tog på solotogt. Pinot kører sin sidste Tour og var på hjemmebane i Vogeserne, hvor lørdagens etape blev kørt. Et hav af franskmænd var derfor mødt op for at hylde deres helt.
På finalestigningen blev både Pinot, og dem der jagtede ham, hurtigt opslugt af Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard og Felix Gall, efter at sloveneren kort forinden havde åbnet ballet i favoritgruppen.
Trioen rundede toppen sammen, men fik på plateauet ind mod mål selskab af Yates-brødrene Adam og Simon.
De fem ryttere endte med at komme til mål sammen.
Vingegaard prøvede med cirka 250 meter til mål med en acceleration at køre væk, men Pogacar holdt sig til, og som det har været tilfældet så mange gange før, er sloveneren bare hurtigere, når de to spurter mod hinanden.
Pogacar vandt i overlegen stil med et lille hul ned til Felix Gall, der blev nummer to efter lige at have sneget sig foran Vingegaard.
/ritzau/