Den 18. april er det Dybbøldag. En dag, vi begge lægger mere vægt på end de fleste. For den ene af os, Peter med det tyskklingende efternavn Westermann, men som er født og opvokset i Danmark, skyldes det en stor kærlighed til historie. For den anden af os, Rasmus med det danskklingende efternavn Andresen, skyldes det at han er vokset op i det danske mindretal i Tyskland.

 

Det er dog i dag de færreste, der mindes Dybbøldag i dag. Og det er vel også ganske fint, for det er trods alt 155 år siden, at skanserne blev stormet og den håbløse situation, Danmark havde rodet sig ud i, fandt sit klimaks. Og endnu vigtigere: Fjendskabet mellem Danmark og Tyskland har i mange årtier været erstattet af venskab og samarbejde, med den Europæiske Union som rammen om solidaritet på tværs af grænsen. En union, der voksede frem i erkendelsen af, at nationalstaterne ville kunne blomstre i sikkerhed gennem samarbejde.

 

Det er nærmest trivielt at fastslå EU som et fredens projekt. Det har det været og skal det fortsat være. Der skal også være et nyt og mere aktuelt projekt for EU i dag. Vi stiller begge op til Europa-Parlamentet - på hver vores side af den danske grænse, men for samme parti, De Grønne. Nationalt for hhv. Die Grünen og Socialistisk Folkeparti. For os handler EU i dag om mere end fred og frihandel. Det handler om forpligtende samarbejde om stort set.Og om alt det vigtigste, ikke mindst klimaet, som udgør den største trussel mod vores verden i dag. Naturen er en anden sag, der bør styrkes i EU.

 

Her har den danske regering med sit vildsvinehegn truffet et valg, der ikke alene skader naturen, men også samarbejdet over grænsen. Flensborg byråd kan nedlægge veto mod at bygge vildsvinehegnet gennem Kollund skov. Som byrådspolitiker i Flensborg har Rasmus opfordret til at gøre det. Vildsvinehegnet er populistisk symbolpolitik og ødelægger naturen. Fra den danske side af grænsen ærgrer Peter sig over at regeringen poster 79,5 mio. kroner i et projekt, der skader naturen og Danmarks omdømme.

 

Når det overhovedet kom til kampe ved Dybbøl i 1864, var det fordi den danske hærchef, general de Meza, forinden havde opgivet Dannevirke i den korrekte opfattelse, at stillingen ikke kunne holdes. Det blev han afskediget for, fordi regeringen ikke kunne leve med prestigetabet i tilbagetoget fra det mytiske grænseforsvar. Vi håber, at den nuværende regering vil indse, at vildsvinehegnet og andre symbolee på national protektiomisme er håbløst: Det holder ikke vildsvin ude, men skader blot naturen i en symbolsk betryggelse.

 

Vi vil arbejde lokalt såvel som på europæisk plan for at styrke naturen og samarbejdet på tværs af grænsen. Det kræver, at man opgiver besættelsen af et Dannevirke.