Leserbrief

„At danse på line er en yderst betroet sag – især når det gælder mindretalsrettigheder“

At danse på line er en yderst betroet sag

At danse på line er en yderst betroet sag

Tove Hansen Malloy
Krusau/Kruså
Zuletzt aktualisiert um:

Diesen Artikel vorlesen lassen.

In ihrem Leserbrief bezieht Tove Hansen Malloy, Professorin für European Studies, Stellung zu dem am 31. August erschienenen Leserbrief von Helge Poulsen, in dem er scharfe Kritik an ihr übt und sie als „permanente Betreuungspädagogin“ für die deutsche Minderheit bezeichnet.

Når Helge Poulsen i sit læserbrev af 31. august anfægter min linedans, så glemmer han lige at informere sine læsere om – hvad han selvfølgelig godt ved – at jeg er offentligt og internationalt udpeget til at gå på line hvad angår mindretalsspørgsmål i Europa. 

Den danske regering og dens relevante myndigheder udpeger med jævne mellemrum eksperter til Europarådets mange ekspertkomiteer. I tilfældet mindretalsrettigheder nominerer Kulturministeriet hvert 4. år tre uafhængige og upartiske personer som har udmærket sig på området mindretalsrettigheder gennem uddannelse, sagkundskab, praktisk virke og internationalt omdømme. En liste med navnene på de tre forelægges Europarådets øverste beslutningsorgan, Ministerrådet, som udvælger og udpeger den mest kompetente fra hvert medlemsland. 

Udpegelsen er ulønnet, og eksperten deltager som medlem af Den rådgivende Komité i monitoreringen af overholdelsen af mindretalsrettigheder i de lande, som har underskrevet Rammekonventionen vedr. beskyttelse af nationale mindretal – en konvention som Danmarks regering og Folketing underskrev og ratificerede i 1997. Det som Helge Poulsen mener, at jeg tvinger ned over hovedet på ham og alle sønderjyder, er altså godkendt af både Danmarks lovgivende forsamling og udøvende magt. 

Eksperterne besøger blandt andet medlemslandene med jævne mellemrum og udfærdiger rapporter, som Ministerrådet anbefaler landenes regeringer at efterleve – altså anbefalinger til hvordan mindretalsrettigheder, som regering og Folketing har accepteret, skal fortolkes og implementeres. Disse anbefalinger er ikke ”åndelige” – som Helge Poulsen mener – men baseret på konkrete retsakter underskrevet og ratificeret af 39 lande. 

Og når Helge Poulsen harcelerer over, at jeg fungerer som ”fast støttepædagog” for det tyske mindretal i Danmark, så ved han udmærket godt at det ikke er pædagogen han kritiserer – men ”patienten”, som han nedgør og krænker. Helge Poulsen mener således, at det tyske mindretal har brug for ”faste støttepædagoger”. Det er i sig selv en uhyggelig anfægtelse af en stor gruppe af danske statsborgere og medborgere. 

Gennem mine mange besøg hos andre mindretal i Europa har jeg set, hvordan de er rustet – eller ikke – til at forsvare deres rettigheder. For det er ikke nogen let opgave at gå op imod sin egen regering og dens myndigheder, når de ikke holder hvad de har lovet. I nogle lande kan det simpelthen betyde fængselsstraf og fratagelse af basale rettigheder. 

I Danmark har vi heldigvis ytringsfrihed og høringsfrihed. Mindretallet skal sidde med ved bordet. Og det tyske mindretal har vist os, at deres ledere og medlemmer er fuldstændig kompetente til opgaven. De har bestemt ikke brug for ”faste støttepædagoger”. Det er netop det, som vi så i lederen af 8. august fra Cornelius von Tiedemann. Der er ikke mange mindretal i Europa, som er så godt rustet som det tyske mindretal i Danmark. Takket være deres eget gode skolesystem, uddannes mindretallets unge til at være aktive borgere, som handler på baggrund af viden, oplysning og kritisk beslutningstagen omkring egne rettigheder og samfundssager. 

Og det er ikke kun i Danmark men også i udlandet, at medlemmerne viser sig klar til opgaven. Jeg har flere gange delt panel med medlemmer af det tyske mindretal ved konferencer i Bruxelles, Geneve, Strasbourg eller i østeuropæiske lande, hvor mindretal ikke har medbestemmelse. Også i sådanne situationer viser de, at de bestemt ikke har brug for ”faste støttepædagoger”. 

Men Helge Poulsen vil til gengæld være vores alles støttepædagog og oplyse os med sin viden om sønderjydernes følelser og fornemmelser vedr. mindretal. For der er han skråsikker. De kender deres ”ståsted” og behøver ingen ”åndelig vejledning” om tosprogede skilte. Man kunne så spørge, hvorfor går han ud på den line? For den er i hvert fald ikke forankret i fakta – som mindretalsrettighederne netop er. Sønderjydernes følelser og fornemmelser vedr. tosprogede skilte er aldrig blevet faktuelt afdækket 100%, hverken i forskningen eller af opinionsundersøgelser. Så hvem er det egentligt, som er på slap line? 

Die in diesem Leserinnen- oder Leserbrief vorgebrachten Inhalte wurden nicht von der Redaktion auf ihre Richtigkeit überprüft. Sie spiegeln die Meinung der Autorin oder des Autors wider und repräsentieren nicht die Haltung des „Nordschleswigers“.

Mehr lesen

Leitartikel

Gwyn Nissen
Gwyn Nissen Chefredakteur
„Schatz, wir müssen reden – über das Leben in der Minderheit“

Leserbericht

Lena Hommelhoff
„Kindergarten Lunden nahm aktiv am Erntemarkt in Norburg teil“