Sport - Ritzau

Basketstjerne fra USA beder forgæves om lavere straf i Rusland

Basketstjerne fra USA beder forgæves om lavere straf i Rusland

Basketstjerne fra USA beder forgæves om lavere straf i Rusland

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
RUSSIA-US-BASKETBALL-COURT-APPEAL Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

De ni års fængsel til basketballspilleren Brittney Griner står ved magt, efter at ankesagen er afgjort.

En russisk domstol har tirsdag afvist en appel fra den amerikanske basketballstjerne Brittney Griner, der har fået ni års fængsel for at smugle cannabisolie ind i Rusland.

Dermed står dommen ved magt, skriver Reuters.

Selv om domstolen lod afgørelsen "være uændret", tælles tiden bag tremmer op til retssagen med. For hver dag hun sad fængslet før retssagen, vil det blive registreret, at hun har afsonet halvanden dag.

Det betyder, at hun stadig mangler at afsone cirka otte år af dommen.

Basketballspillerens forsvarer, Maria Blagovolina, mente ligesom Griner selv, at dommen er alt for hård, og faktisk burde hun blive frikendt, sagde hun, da ankesagen tirsdag blev behandlet i byen Krasnogorsk tæt på Moskva.

4. august fik Griner sin straf, efter at hun havde erkendt at have bragt det ulovlige stof ind i landet. 11 dage senere ankede hun dommen.

Brittney Griner var ikke selv til stede i retssalen tirsdag, men deltog via en videoforbindelse fra en fængselscelle i byen Novoye Grishino, som ligger lige uden for Moskva.

Først stillede anklageren sig frem i retssalen og sagde, at dommen på ni års fængsel er helt passende.

Derefter fik Griners forsvarer ordet, og her var holdningen en anden. Maria Blagovolina ville have Brittney Griner frikendt.

- Straffen stemmer ikke overens med forbrydelsens grovhed. Ni års fængsel er en straf, der strider mod retspraksis, sagde Maria Blagovolina ifølge Reuters.

- Der var ingen hensigt med hendes (Griner, red.) handlinger. Stoffet blev brugt til medicinske formål, lød det fra forsvareren.

Selv har Brittney Griner tidligere udtalt, at hun ikke havde intentioner om at bryde loven.

Det budskab gentog hun under retsmødet tirsdag, hvor hun også undskyldte for sin handling.

- Jeg håber virkelig, at retten vil justere dommen. Det har været meget, meget stressende og traumatiserende, sagde hun på videoforbindelsen ifølge AFP.

Den 32-årige stjerne har været fængslet i Rusland siden 17. februar, da hun blev stoppet i en lufthavn i Moskva med cannabisolie i bagagen.

En uge senere - 24. februar - invaderede Rusland naboen Ukraine. Forløbet med Griner har forværret forholdet mellem USA og Rusland og ledte hurtigt til mistanke om, at tilbageholdelsen af Griner i Rusland var politisk motiveret.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, udtalte straks efter dommen, at han vil have Griner hjem til USA, og ifølge flere medier kalder han strafudmålingen for "uacceptabel".

Griner har været i Rusland mange gange de seneste år. Ud over at spille for amerikanske Phoenix Mercury i WNBA har hun også tørnet ud for russiske UMMC Ekaterinburg. Det har hun gjort siden 2014.

Griner har to gange været med til at vinde OL-guld med det amerikanske kvindelandshold.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“