Sport - Ritzau

Brøndbys redningsmand har haft svært år på Vestegnen

Brøndbys redningsmand har haft svært år på Vestegnen

Brøndbys redningsmand har haft svært år på Vestegnen

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Viborg FF - Brøndby IF Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Efter en hel sæson langt fra holdet meldte Emmanuel Yeboah sig ind hos Brøndby med to premieremål.

Den gladeste mand i Viborg søndag aften var formentlig Emmanuel Yeboah.

Med få minutter tilbage af forårspremieren blev han sendt i aktion i Brøndbys jagt på en udligning, og ghaneseren kvitterede endda med to udligninger til 2-2 og 3-3 i tillægstiden.

Hans jubel var enorm, og efter det første mål stormede han ud og krammede træner Jesper Sørensen.

Årsagen skal nok findes i, at Yeboah har haft et meget svært første år i Brøndby, som han kom til i august 2023 fra rumænske Cluj.

Fire minutter i Superligaen samt 13 minutter i pokalen var, hvad det blev til i den første sæson for Yeboah, der oftest ikke engang var at finde på bænken.

Nu reddede han sit hold fra et nederlag i sæsonens første kamp og for træner Sørensen er det som at have fået en ny angriber.

- Det kan man sige, for han har været så langt væk fra holdet. Han har ikke haft det nemt. Først skulle han falde til kulturelt og bagefter spillemæssigt.

- Han har nogle spillemæssige kompetencer, som vi gerne havde set var kommet i spil, men han har svært ved at bringe det ind i en sammenhæng med holdet, og derfor har andre stået foran ham, fortæller Jesper Sørensen.

Ifølge træner Jesper Sørensen er Yeboah med sit indhop søndag rykket tættere på regelmæssig spilletid.

- Heldigvis har han aldrig givet op. Han har trænet godt og taget gode skridt, der gør, at han kan have sin berettigelse på holdet. Nu fik han en god start på sæsonen, og så er det bare at arbejde videre med ham, så han kan bide sig fast.

- Med de to mål er han tættere på holdet. Sådan er fodbold, siger Sørensen med et smil.

Rutinerede Daniel Wass har som holdkammerat kunnet se Yeboah have et svært første år.

- Nogle gange tager det lidt tid at vænne sig til den danske kultur. Vi så også, at det tog nogle måneder med Yuito (Suzuki, red.), og med Yeboah har det så været en lidt længere proces, siger Daniel Wass.

- Men han har udviklet sig og er rigtig dygtig inde i boksen. Han viste med sine to mål, at han står det rigtige sted og fylder en del i boksen, det kan blive et godt våben for os.

Den kompetence kan der måske blive brug for allerede torsdag aften i mødet med KF Llapi fra Kosovo i den første af to kvalifikationskampe til Conference League. Der er kickoff på Brøndby Stadion klokken 19.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“