Sport - Ritzau

Clara Tauson er klar til fjerde runde i French Open

Clara Tauson er klar til fjerde runde i French Open

Clara Tauson er klar til fjerde runde i French Open

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
France Tennis French Open Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix

Clara Tauson er klar til fjerde runde i French Open. Det er danskerens bedste grand slam-resultat i karrieren.

Den danske tennisspiller Clara Tauson er videre til ottendedelsfinalerne i grand slam-turneringen French Open.

21-årige Tauson vandt fredag sin kamp i tredje runde i to sæt, 6-2, 7-5, over amerikanske Sofia Kenin.

Den 25-årige amerikaner, der ligger nummer 56 i verden, har tidligere været oppe som nummer fire på verdensranglisten og vandt i 2020 Australian Open. Samme år var hun i finalen i French Open.

Det skræmte dog ikke Tauson, der særligt i første sæt leverede fremragende tennis med mange vinderslag og uden de store fejl.

I andet sæt kom fejlene snigende hos danskeren, der mindre end 24 timer tidligere havde spillet sig videre fra tredje runde. Kenin leverede dog også en del fejl på gruset i Paris, hvilket Tauson til sidst udnyttede.

Dermed er Tauson videre til fjerde runde i French Open. Det er det bedste grand slam-resultat i karrieren for den unge dansker, der aldrig er nået videre end tredje runde i en af de fire store turneringer.

I næste runde venter tunesiske Ons Jabeur, der er ottendeseedet i turneringen. Tauson har én gang tidligere mødt tuneseren. Det var i 2020, hvor Jabeur vandt i to sæt.

Danskeren startede kampen godt, og med et fremragende forhåndsslag langs sidelinjen leverede Tauson kampens første brud og bragte sig foran 3-1.

Begge spillere leverede flere flotte vinderslag i løbet af et særdeles velspillet første sæt.

Foran 4-2 var danskeren flere gange presset med breakbolde, men Tauson rystede ikke på hånden, og med to serveesser, et af dem på andenserven, afviste danskeren Kenins tilnærmelser.

Det tog modet fra amerikaneren, og på den anden sætbold i det efterfølgende parti sikrede Tauson sættet efter en uprovokeret fejl fra Kenin.

Danskeren red videre på den gode bølge i begyndelsen af andet sæt, hvor hun lagde ud med at bryde Kenin og samtidig holde serv.

Amerikaneren svarede dog igen og kom tilbage på 2-2 i en periode, hvor Tauson virkede en smule frustreret.

Der var en smule regn over anlægget i Paris, men ikke nok til at afbryde kampen. Det forstyrrede dog de to spillere, der begge lavede flere og flere fejl og fulgtes ad i et tæt andet sæt.

Tauson bragte sig på 6-5, hvor Kenin i egen serv kæmpede for at holde sig i live i kampen.

Amerikaneren kom på 40-0 i partiet, men Tauson fightede sig tilbage og tilspillede sig flere matchbolde.

I tredje forsøg var der gevinst, da Kenin med en uprovokeret fejl sendte bolden ud over linjen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“

Kulturkommentar

Meinung
Bjarne Wulf Praktikant
„Gewöhnungsbedürftig entschleunigend: Dänische Straßen “