Sport - Ritzau
Dronningens død fører til udskydelse af Arsenals EL-kamp
Dronningens død fører til udskydelse af Arsenals EL-kamp
Dronningens død fører til udskydelse af Arsenals EL-kamp
Grundet dronning Elizabeths død kan der ikke skaffes tilstrækkeligt med politi til Arsenals kamp mod PSV.
Torsdagens Europa League-opgør mellem engelske Arsenal og hollandske PSV Eindhoven er blevet udskudt.
Det meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), som arrangerer turneringen, på sin hjemmeside mandag.
Årsagen skal findes i dronning Elizabeths nylige død, der fortsat optager store dele af det engelske politikorps rundt omkring.
Det betyder, at der ikke kan skaffes det nødvendige sikkerhedsopbud til kampen mellem Arsenal og PSV.
- Udsættelsen skyldes den store mangel på politiressourcer og organisatoriske udfordringer relateret til de igangværende begivenheder i forbindelse med den landesorgen for hendes majestæt dronning Elisabeth, skriver Uefa.
Der er endnu ikke fundet en ny dato til kampen, men det vil blive meldt ud snarest, skriver Uefa.
Dronningen døde i sidste uge 96 år gammel. Det førte til udsættelser af en lang række sportsbegivenheder i weekenden, blandt andet alle kampene i Englands to bedste fodboldrækker.
Fodboldligaerne genoptages i løbet af denne uge, Premier League dog først i weekenden.
Midtugens Champions League-kampe med engelske hold står fortsat til at blive afviklet som planlagt. Skotske Glasgow Rangers' hjemmekamp mod Napoli er dog rykket fra tirsdag til onsdag - også grundet udfordringer med sikkerhedsressourcer.
Chelsea skal onsdag spille hjemme mod Salzburg. Om der kan skaffes politi nok til opgaven, vides ikke. Men foreløbig er kampen ikke udsat.
Liverpool og Manchester City spiller også hjemme, men altså ikke i London. Tottenham skal på besøg hos Sporting i Portugal.
/ritzau/