Sport - Ritzau

Esbjerg-træner: Tidligere tæsk styrker vinderchancer mod Györ

Esbjerg-træner: Tidligere tæsk styrker vinderchancer mod Györ

Esbjerg-træner: Tidligere tæsk styrker vinderchancer mod Györ

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
HANDBALL-C1-EHF-WOMEN-GYOR-ESBJERG Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Jesper Jensen ser tidligere Final 4-nederlag som vigtig erfaring forud for Champions League-semifinale lørdag.

Endnu en gang render Team Esbjergs håndboldkvinder ind i ungarske Györ, når der lørdag og søndag spilles Champions League Final 4-stævne i Budapest.

Det er endnu ikke lykkedes esbjergenserne at slå storholdet, der senest vandt kampen om tredjepladsen over Esbjerg ved sidste års Final 4.

Men i år tror Team Esbjerg på triumfen mere end nogensinde. Og det skyldes blandt andet, at Esbjerg-truppen før har fået tæsk i Budapest, siger cheftræner Jesper Jensen.

- Vi har lært, hvor højt baren sidder, når man spiller om at være top-4 i verden. Man er nødt til at få de tæsk, man skal have. Og især for to år siden fik vi de tæsk.

- Vi troede dengang, at vi kom herned for at vinde det hele. Men da vi rejste hjem, kunne vi godt se, at vi var chanceløse, fordi der er et helt andet tryk, samtidig med at konkurrenterne bare er vanvittig dygtige, siger han.

Selv om det ikke er lykkedes Team Esbjerg at vinde en kamp ved Final 4 endnu - og heller aldrig mod Györ - så øjner Jensen muligheder ved lørdagens semifinalekamp.

- Vi er ved at kigge video igennem og er ved at finde ud af, at de ikke er usårlige.

- De har ikke vundet pokalturneringen og mesterskabet i år, så de er lidt under pres, og det skal vi se, om vi skal udnytte. Jeg tror, at hvis vi kan holde kampen i live i lang tid, så vil de være mere paniske end os, siger han.

Men for at holde kampen i live, så gælder det for Esbjerg om at kontrollere kampen foran de næsten 20.000 ungarske fans, der vil være til stede i MVM Dome.

- Det handler om at vise, at ligegyldigt om de kommer foran eller bagud med fire mål, så er det det samme Esbjerg-hold, de kigger på.

- Der skal være en fasthed i det, vi laver. Vi skal sørge for at lave vores håndværk, og så tror jeg også, at vi har et meget godt skud på at gå i finalen, siger Jesper Jensen.

I den øvrige semifinale møder Final 4-debutanterne fra tyske Bietigheim det erfarne franske hold Metz.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“