Sport - Ritzau

FCK henter islænding som konkurrent til Kamil Grabara

FCK henter islænding som konkurrent til Kamil Grabara

FCK henter islænding som konkurrent til Kamil Grabara

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-ENG-PR-ARSENAL-FULHAM Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Den islandske målmand Runar Alex Runarsson skifter på en fri transfer til FC København.

FC København henter den islandske landsholdsmålmand Runar Alex Runarsson. Han får en kontrakt frem til sommeren 2027. Det oplyser FCK på sin hjemmeside.

Runarsson var oprindeligt udlejet fra Arsenal til Cardiff i Championship frem til sommer, men her har han brugt mere tid på bænken end banen. Otte kampe er det dog blevet til hos waliserne.

Både lejeaftalen og kontrakten i Arsenal blev ophævet tidligere på dagen.

- Vi har haft et mål om at styrke os på målmandspositionen efter Theo Sander blev skadet, siger FCK-sportsdirektør Peter Christiansen.

- Runar har stor erfaring fra store ligaer og landsholdet, så vi er sikre på, at han kan sikre en god konkurrencesituation og kvalitet i målmandsteamet, siger Peter Christiansen.

Islændingen, der har en fortid i FC Nordsjælland, glæder sig over skiftet.

- Jeg kender klubben, byen og ligaen rigtigt godt og ved, at det er en stor klub, jeg kommer til.

- Jeg ser meget frem til at blive en del af truppen og samarbejdet i målmandsteamet og med Kim Christensen, hvor jeg vil gøre alt for at hjælpe og presse de andre keepere, siger Runarsson.

I foråret kommer den 28-årige islænding især til at konkurrere med Kamil Grabara om spilletiden. Til sommer rykker polakken dog videre til Bundesligaen og Wolfsburg. Den aftale faldt på plads allerede i september.

Runarsson kom som ung til FC Nordsjælland i 2014 og et par år senere etablerede han sig som førstekeeper. Han nåede godt 60 førsteholdskampe for Farum-klubben, inden han i sommeren 2018 blev solgt til franske Dijon.

Et år senere blev han solgt til Arsenal, men her har spilletiden været begrænset til seks optrædener. I stedet har han høstet erfaring som udlejet til OH Leuven, Alanyaspor og Cardiff.

For det islandske A-landshold er det blevet til 27 kampe.

Samtidigt med tilføjelsen af Runarsson har FCK udlejet den 18-årige keeper Andreas Dithmer til hollandske Utrecht, hvor han er udset til at spille en rolle på andetholdet, Jong Utrecht.

Tidligere på dagen forstærkede FCK sig offensivt med 24-årige Magnus Mattsson, der er købt i hollandske Nijmegen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“