Sport - Ritzau

Flyvende Erling Haaland scorer to mål i sin fødeby

Flyvende Erling Haaland scorer to mål i sin fødeby

Flyvende Erling Haaland scorer to mål i sin fødeby

Ritzau
Leeds
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-ENG-PR-LEEDS-MAN CITY Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Leeds var aldrig rigtig i nærheden af at skabe spænding om resultatet, da Manchester City kom forbi.

Erling Haaland har formentlig brugt VM-pausen på at komme lidt ned i gear efter sin første tid i Manchester City, men han er så sandelig kommet op i gear igen.

Onsdag aften var han på pletten to gange, da Manchester City på udebane holdt legestue med Rasmus Nissen Kristensens Leeds og vandt 3-1. Dermed er Erling Haaland oppe på 20 fuldtræffere i 14 Premier League-kampe.

Erling Haaland er født i Leeds, hvor hans far, Alf-Inge, var en stor profil i sin aktive karriere, så jublen fra målmaskinen var forholdsvis afmålt, ligesom farmand på tribunen måtte finde en grimasse, der kunne passe.

Sejren bringer Manchester City op på 35 point. Det er fem færre end Arsenal, der buldrer afsted på førstepladsen. Leeds er to point over nedrykningsstregen.

Mens Erling Haaland var kampens hovedperson på grund af sin koldblodighed foran mål, så var Jack Grealish første halvlegs hovedperson på grund af det helt modsatte.

Flere gange kom han til store chancer, men kvaliteten i de afgørende momenter foran målet var ganske enkelt ikkeeksisterende.

Den ene af gangene var det imidlertid ikke hans egen skyld, at bolden ikke gik i mål. Rasmus Nissen Kristensen, der spillede en god kamp, blokerede på fornem vis en af afslutningerne fra den engelske fod.

Manchester City fik dog bolden i mål inden pausefløjt, og det var spanske Rodri, der stod bag fuldtræfferen. I overtiden slog Leeds-keeper Illan Meslier bolden ud midt i feltet efter en afslutning, og det udnyttede Rodri iskoldt.

I anden halvleg kom Grealish igen i fokus, og denne gang var det, fordi han undlod at afslutte.

Seks minutter inde i halvlegen opsnappede han bolden efter en kæmpe fejl i Leeds-forsvaret, inden han uselvisk serverede bolden for Erling Haaland, som let scorede til 2-0.

Grealish stod også for assisten, da Erling Haaland efter 65 minutter scorede sit Premier League-mål nummer 20. De to kombinerede i venstre side af feltet, og nordmanden sendte med indersiden bolden over stregen.

Leeds pyntede på resultatet efter 74 minutter, da Pascal Struijk steg op til et indlæg og pandede Leeds på 1-3.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“