Sport - Ritzau

Hårdtslående canadier sender Tauson ud af OL

Hårdtslående canadier sender Tauson ud af OL

Hårdtslående canadier sender Tauson ud af OL

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
TENNIS-FRA-OPEN-2024 Foto: Bertrand Guay/Ritzau Scanpix

Den tidligere US Open-vinder Bianca Andreescu var for stor en mundfuld for Clara Tauson, som er ude af OL.

Med en dags forsinkelse fik tennisspilleren Clara Tauson endelig sin OL-debut på Roland Garros-anlægget i Paris. Men det bliver ikke til mere end den ene kamp i denne omgang.

Den 24-årige canadier Bianca Andreescu var bedst gennem stort set hele kampen og sejrede med cifrene 6-2, 6-3.

En del danske fans havde fundet vej til bane 11, og selv om de gav flot opbakning til Tauson, var det forgæves.

Andreescu er aktuelt nummer 171 i verden, men hun har været hårdt plaget af skader de seneste år. I oktober 2019 var hun oppe som nummer fire i verden og vandt US Open samme år. Tauson er aktuelt nummer 63.

Efter en udmærket start set med danske øjne var det canadieren, som med et tidligt servegennembrud til 3-1 tiltvang sig overtaget.

Det skete på såvel scoretavlen som på gruset. Andreescu var spilstyrende med sine hårde grundslag, og Tauson formåede ikke at få initiativet over på sin side ret ofte.

Førsteserven drillede hende gevaldigt, og det førte til en masse tabte dueller og fem dobbeltfejl i første sæt.

Frustrationen kunne ses hos den 21-årige dansker, der selv er en hårdtslående spiller.

Hun blev forstyrret af den defekte scoretavle, som blinkede og viste forskellig grafik, når hun skulle returnere canadierens slag.

Samtidig virkede larmen fra nabobanen Suzanne-Lenglen til at genere danskeren.

I det hele taget nåede hun aldrig at vise sit topniveau mod Andreescu, som svingede taktstokken.

Endnu et canadisk servegennembrud lukkede sættet til 6-2.

Danskeren var bedre med i duellerne i andet sæt, og ved 1-1 kom den første danske breakbold. Tauson slog øjeblikkeligt til, men det danske momentum blev kortvarigt.

Andreescu brød straks tilbage. Tauson var stadig fint med, men fornemmelsen var hele vejen, at canadieren havde overhånden.

Hun brød danskeren til 5-3 og servede herefter sikkert sejren hjem. OL-eventyret blev en kort fornøjelse for 21-årige Tauson.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“

Leserinnenbeitrag

Gudrun Struve, Heimatwanderclub
„Wanderung am Gendarmenpfad“