Sport - Ritzau

Ishockeymænd hylder heroiske japanere efter absurd kamp

Ishockeymænd hylder heroiske japanere efter absurd kamp

Ishockeymænd hylder heroiske japanere efter absurd kamp

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
Ice Hockey Olympic Qualification: Denmark - Japan Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Trods skuffende pointtab glæder de danske spillere sig over, at de kommer til OL med en sejr på søndag.

At det danske ishockeylandshold fik brug for overtid for at slå upåagtede Japan i OL-kvalifikationen, var der formentlig ikke mange, der havde regnet med.

Men selv om Danmark dermed ganske unødvendigt smed et point, vælger spillerne at glæde sig over 3-2-sejren, som Lars Eller sikrede med godt et minut tilbage af forlængelsen.

- Det var en absurd ishockeykamp. Man er nødt til at give al mulig kredit til japanerne. De kæmpede og ofrede sig, og deres målmand stod nok sit livs kamp, siger backen Oliver Holton Lauridsen.

Det absurde bestod i, at danskerne igen misbrugte stribevis af store tilbud og blev straffet hårdt for fejlene i den anden ende af banen.

Set på spil og chancer burde Danmark have vundet komfortabelt. Men japanerne kastede sig ned i skuddene uden at tænke på risikoen for blå mærker og trælår.

- Man må tage hatten af for dem. De gjorde alt, hvad de kunne. Kæmpe respekt for det, de leverede, siger forwarden Patrick Russell.

Mønsteret fra kampen mod Storbritannien gentog sig. Danmark tilspillede sig stribevis af chancer og brændte de fleste.

Forskellen var, at danskerne mod Japan ikke havde et ekstra gear i tredje periode. Tværtimod blev spillet mere og mere rodet og lagt an på enkeltmandspræstationer.

- Vi blev lidt frustrerede, fordi vi ikke fik scoret. Der er så meget på spil, og det sætter sig nok lidt. Når det er tæt, skal man også passe på, man ikke giver noget væk bagude.

- Hvis vi havde scoret på nogle af alle de chancer, ville det blive en helt anden kamp. Men nu vandt vi i overtid, og så er alt andet fløjtende ligegyldigt, siger Oliver Holton Lauridsen.

Pointtabet gør heller ikke forskel i det store billede. Danmark kvalificerer sig til OL med en sejr over Norge på søndag, uanset om den kommer i ordinær kamp eller overtid.

- Vi er i den position, vi gerne vil være i, siger Patrick Russell, der ikke frygter, at oplevelsen mod japanerne kommer til at gøre indhug i selvtilliden inden "finalen" på søndag.

- Det tror jeg ikke. Vi tror stenhårdt på det, vi laver. Vi tror på alle spillerne i omklædningsrummet. Det bliver 60 minutters ishockey, der kommer til at afgøre det hele. Det er der, vi gerne vil være, siger Russell.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“