Sport - Ritzau
KIF Kolding forlænger god sæsonstart med tredje sejr
KIF Kolding forlænger god sæsonstart med tredje sejr
KIF Kolding forlænger god sæsonstart med tredje sejr
Efter tre kampe ser det godt ud for KIF Kolding, som har maksimumpoint i herrernes håndboldliga.
KIF Kolding var i foråret tæt på at rykke ud af herrernes bedste håndboldrække. At dømme efter sæsonens tre første kampe ser det ikke ud til at blive et tema i denne sæson.
Koldingenserne havde vundet de første to kampe i HTH Herreligaen, før det mandag aften blev til tredje sejr på stribe hjemme over Mors-Thy med 26-25.
Gæsterne var ellers foran det meste af kampen, men har efter nederlaget stadig sit første point til gode i sæsonen.
Det så ellers godt ud i store dele af opgøret. Mors-Thy var foran 12-9 kort før pausen, men holdene gik alligevel i omklædningsrummet med 12-12 på tavlen.
Spændingen toppede i slutminutterne, efter at Mors-Thy så ud til at være ved at lukke kampen, da Tim Sørensen scorede til 23-20 med ti minutter igen.
Men KIF Kolding bevarede intensiteten, og udeholdet fik ikke et roligt øjeblik.
Med fem minutter igen udlignede Benjamin Pedersen, og et lille minut senere tog værterne pludselig føringen.
I den anden ende reddede KIF-målmand Magnus Brandbyge bolden med ansigtet, og det kostede Mors-Thys Marcus Midtgaard en udvisning på et uheldigt tidspunkt.
Omkring 15 sekunder resterede, da Benjamin Pedersen lavede sit sjette mål på lige så mange forsøg og bragte KIF foran med to. Det afgjorde kampen.
Seks scoringer på straffekast hjalp Bjarke Christensen for KIF Kolding til at blive topscorer med i alt syv mål.
/ritzau/