Sport - Ritzau

Klopp efter storsejr: Firmino gør hele forskellen

Klopp efter storsejr: Firmino gør hele forskellen

Klopp efter storsejr: Firmino gør hele forskellen

Ritzau
Liverpool
Zuletzt aktualisiert um:
Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Vi havde noget, vi skulle bevise over for os selv, siger Klopp efter Liverpools første sejr i sæsonen.

Liverpool viste lørdag, hvad holdet er i stand til, da Merseyside-klubben sønderbankede Bournemouth 9-0 i det, manager Jürgen Klopp kalder "en perfekt" fodboldkamp.

Efter at have indledt sæsonen uden sejr i de første tre kampe kickstartede Liverpool sit comeback med stil.

Det var samtidig kun fjerde gang i Premier Leagues historie, at et hold vinder med en margin på ni mål, og tredje gang, at Liverpool vinder med så mange mål.

I 1989 slog Liverpool Crystal Palace 9-0 i den gamle førstedivision, mens holdet tilbage i 1896 slog Rotherham Town 10-1.

- Vi havde noget, vi skulle bevise over for os selv, siger Klopp efter kampen.

- Vi har ikke været tilfredse med den måde, vi har spillet på indtil videre i denne sæson, tilføjer han.

Liverpool efterlod meget lidt spænding om resultatet i sit opgør mod Bournemouth. Det stod 2-0 efter seks minutter og 5-0 ved pausen.

- Vi tøvede ikke. Vi startede kampen med fuld fart og havde folk inde i feltet og rundt om feltet og fik andenbolde og prøvede igen.

- I sidste ende var det den perfekte fodboldeftermiddag for os med mange forskellige målscorere og fantastiske mål, og vi ved alle sammen, at vi havde brug for det, siger den tyske manager.

Især Roberto Firmino havde en udbytterig eftermiddag på Anfield med tre oplæg og to scoringer. Han er nu den blot tredje Liverpool-spiller i historien, som har hjulpet til med fem mål i en Premier League-kamp.

De andre to er Mohamed Salah mod Watford i marts 2018 og Luis Suárez mod Norwich i december 2013.

Det er endnu uvist, om brasilianeren igen må vige for det nyindkøbte angrebshåb Darwin Nunez, når uruguayeren er tilbage fra sin karantæne.

Nunez fik karantæne i tre kampe, efter at han nikkede danske Joachim Andersen en skalle og fik rødt kort i Liverpools kamp mod Crystal Palace forrige mandag.

Klopp insisterer på, at han fortsat er tilfreds med Firminos bidrag til holdet.

- Han gør hele forskellen.

- Jeg ved godt, at tidspunktet ikke er til at tale om individuelle præstationer, når man taber på Old Trafford (Liverpool tabte 1-2 til Manchester United i mandags, red.), men også der spillede han rigtig godt. Han var alle vegne, siger Klopp.

Manager for nyoprykkede Bournemouth Scott Parker er "i chok" efter lørdagens store nederlag.

- Det siger sig selv, at det er en ydmygende oplevelse. Jeg er ret chokeret, siger han.

- Jeg er dog ikke så overrasket, da deres niveau er langt højere end vores. Men det er ikke nogen undskyldning. Nogle af målene var vores egen skyld. Jeg har ondt af fansene. Og jeg har ondt af spillerne, fordi vi er dårligt udrustet på det her niveau, tilføjer han.

Bournemouth har nu lukket 16 mål ind i holdets første fire kampe i Premier League.

Titelrivalen Manchester City sikrede sig ligesom Liverpool tre point lørdag, da holdet mødte Crystal Palace.

Med et hattrick af Erling Haaland fik City vendt 0-2 til 4-2.

/ritzau/Reuters

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“