Sport - Ritzau

Lykkelig Lund: Jeg har set Danmark Rundt siden jeg var lille

Lykkelig Lund: Jeg har set Danmark Rundt siden jeg var lille

Lykkelig Lund: Jeg har set Danmark Rundt siden jeg var lille

Ritzau
Holstebro
Zuletzt aktualisiert um:
1. etape i PostNord Danmark Rundt Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tobias Lund Andresen var lykkelig, da han havde trukket førertrøjen over hovedet efter 1. etape.

Tobias Lund Andresen sørgede onsdag for, at PostNord Danmark Rundt begyndte med stor dansk succes.

Efter et hurtigt ridt på holdtidskørslen sammen med holdkammeraterne på Team DSM satte han dagens første tid, og den blev aldrig slået, selv om UAE Emirates var tæt på.

- Det er fantastisk, udbryder dagens mand i skysovs, efter at han flere gange har været på scenen for at blive hyldet.

- Jeg har set det her løb, siden jeg var lille, så det har været en drøm for mig at stå her.

- Når man er otte år, så tror man jo, at det her er Tour de France. Jeg har været ude at se løbet, siden jeg var virkelig lille, og jeg begyndte selv at cykle, da jeg var fire år, siger Tobias Lund Andresen.

DSM sad halvanden time i det såkaldte "hot seat", hvor det førende hold var placeret, mens de andre hold kørte ruten. Men Tobias Lund Andresen kunne ikke holde spændingen ud.

- Det var med nerver på, og de viste ikke tiderne hele tiden, så nerverne spillede mig et puds, og jeg måtte lige lidt væk for at få styr på dem. Og så var det bare fedt at sidde der med hele holdet.

Man vinder nemlig ikke en holdtidskørsel alene, og bag scenen i målområdet var det tydeligt, at kollegerne var glade på deres unge holdkammerats vegne.

Særligt den rutinerede franske stjerne Warren Barguil gejlede stemningen op, og Tobias Lund Andresen så nærmest forlegen ud.

- Det betyder meget for mig, at holdet har sendt sådan nogle ryttere med til løbet. Det er en ære at have sådan nogle stjerner med, og endda nogle stjerner som er villige til at hjælpe mig, siger Tobias Lund Andresen.

Foruden Warren Barguil har Tobias Lund Andresen fået blandt andre Frank van den Broek og Nils Eekhoff med. Frank van den Broek kørte tidligere på sommeren et brag af en 1. etape i Tour de France, hvor han blev nummer to efter sin holdkammerat Romain Bardet.

Onsdag i Holstebro var han særdeles medvirkende til, at Tobias Lund Andresen vandt, og danskeren var glad for den taktik, der blev lagt.

- Man får ikke så meget tid til forberedelse, så man skal have basistingene på plads, og så fik vi noget tid til at køre omgangen i morges. Vi fik lagt en god taktik, som virkede.

- Det handlede om, hvordan vi kom ind til første sving, hvem der kørte først ind i svingene, hvordan bakken skulle køres, og hvornår man skulle køre sig ud i sin sidste føring og kunne tillade sig at trække sig, siger Tobias Lund Andresen.

Den unge dansker er en hurtig mand, som har sin force på forholdsvis flade etaper, og derfor bliver det en udfordring for ham at holde føringen torsdag, hvor den legendariske og meget kuperede Vejle-etape løber af stablen.

- På en god dag håber jeg, at jeg kan være med. Det har meget at gøre med dagsformen, og hvordan løbet bliver kørt. Jeg kommer til at gøre alt, hvad jeg kan, og ellers må jeg jo overlade den til en af mine holdkammerater, siger Tobias Lund Andresen.

Rytterne overnatter i Herning og kører torsdag ud på 2. etape, som begynder i Ringkøbing.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“

Leitartikel

Kerrin Trautmann
Kerrin Trautmann Hauptredaktion
„Eltern mit Kleinkindern brauchen flexible Arbeitsbedingungen“