Sport - Ritzau

Målløs Niklas Larsen kørte tør for kræfter

Målløs Niklas Larsen kørte tør for kræfter

Målløs Niklas Larsen kørte tør for kræfter

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-TRACK-OLY-PARIS-2024 Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix

En dybt skuffet Niklas Larsen havde ikke energi og kræfter til at følge op på en god start i omnium.

Det startede så godt, men sluttede så skidt for banecykelrytteren Niklas Larsen, der ikke levede op til forventningerne i omnium ved OL i Paris.

En tiendeplads var, hvad det kunne blive til for den 27-årige dansker, der var regnet som et top-5-bud og en outsider i medaljestriden.

Han lå nummer to efter de to første discipliner, men gik helt kold i udskilningsløbet og pointløbet.

- Det var skuffende. Jeg gjorde de rigtige ting i starten, men så manglede jeg det, der skulle til til sidst for at kunne være med. Det er en ærlig snak. Det er der ikke så meget at gøre ved, siger Niklas Larsen.

Han har tidligere haft problemer i udskilningsløbet, så hans beskedne 16.-plads kom ikke som noget chok, men var ikke desto mindre dyr i det samlede regnskab.

- Jeg var lidt ramt. Man skal kunne skubbe og være vild, og det er ikke min bedste disciplin. Jeg havde ikke kræfterne til at skubbe og have overblikket. Da jeg blev udskilt, var jeg helt ærlig allerede lidt udmattet.

- Jeg prøver at kigge en masse video og ændre nogle ting, men jeg er ikke så god til at køre udskilning, og det er nok bare sådan, det er. Heldigvis er jeg normalt god til alle de andre discipliner, siger Niklas Larsen.

Han satsede på, at han som ved tidligere lejligheder kunne køre sig ind i medaljekampen undervejs i pointløbet, hvor han er regerende europamester.

Men han kom aldrig til at spille nogen rolle. Taktikken med at lægge sig tæt på newzealænderen Aaron Gate lykkedes ikke. Han kunne ikke følge med, da Gate satte det angreb ind, der senere vandt ham en omgang.

- Jeg var klar over, at jeg skulle passe på ham. Men der var ikke noget at reagere med. Normalt ville jeg kunne lukke hullet, men jeg kunne ikke i dag (torsdag, red.).

- Jeg var selv lidt målløs over, at jeg ikke havde, hvad der skulle til. Det plejer jeg.

- Det er pointløbet, der gør mest ondt. Jeg havde sat mig op til at skulle køre rigtig stærkt. Men det gør bare rigtig ondt, når man ikke er god nok, siger Niklas Larsen.

Han afviser, at skuffelsen fra holdforfølgelsesløbet stadig sad i ham. Og han regner med, at han nok skal få rystet torsdagens oplevelse ud af kroppen, inden han lørdag kører pointløb med Michael Mørkøv.

- Jeg tror bare, at jeg skal fokusere på, at jeg har været rigtig god, og jeg var også rigtig god i starten i dag. Man må tro på, at det bare var denne ene gang, at det ikke gik, siger Niklas Larsen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“