Sport - Ritzau

Rotur over Stillehavet satte dansk OL-duo tilbage

Rotur over Stillehavet satte dansk OL-duo tilbage

Rotur over Stillehavet satte dansk OL-duo tilbage

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Toer uden styrmand, finale mænd: Joachim Sutton og Frederic Sebastian Vystavel Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Joachim Sutton roede over Stillehavet, men gav samarbejdet med Frederic Vystavel udfordringer frem mod VM.

Isoleret set var det en helt utrolig præstation, som Joachim Sutton og tre andre leverede for knap et år siden.

Kvartetten roede over Stillehavet fra Californien til Hawaii og brugte lidt over 31 dage på at tilbagelægge de cirka 4500 kilometer.

Men bare to måneder senere gjaldt det VM og kvalifikationen til OL for Sutton, som sammen med Frederic Vystavel vandt olympisk bronze i Tokyo.

Og det gik ikke godt for duoen, som skuffende gik glip af OL-billetten.

- Fysisk havde det ikke de største konsekvenser. Det er selvfølgelig en hidsig tur, når man i en måned maksimalt sover 90 minutter ad gangen og ror 12-14 timer om dagen. Jeg kom mig hurtigt fysisk, og mentalt var jeg også et godt sted.

- Men det tekniske fundament var ikke lige så stærkt, som det kunne have været, og vi var væk fra hinanden i lang tid, erkender 29-årige Sutton.

Fraværet betød, at danskerne med de britiske rødder gik glip af nogle løb og kvalitetstid på vandet.

- Det var ikke den største grund til, at vi ikke klarede det godt ved VM. Men det var mere end to måneder over sommeren, hvor man virkelig nyder at være ude, og det er godt vejr. Og der, hvor alle vores konkurrenter gør det godt og træner meget, siger Vystavel.

Efter den overraskende bronzemedalje i 2021 stoppede parret reelt karrieren i et års tid, før Sutton og Vystavel besluttede sig for at vende tilbage.

I mellemtiden havde Sutton allerede placeret den opsigtsvækkende mission i kalenderen.

- Det var en betingelse for, at Joachim kom tilbage til roning, for det betød meget for ham.

- Jeg støttede ham, men forventede, at der måske ville lidt mere modstand fra Team Danmark eller roforbundet, men vi var nok bare alle sammen glade for at fortsætte projektet, siger Vystavel.

I dag siger alle data, at de to står skarpt igen, men på grund af det fejlslagne VM skal de fra søndag til tirsdag slutte blandt de to bedste både ved et kvalifikationsstævne i schweiziske Luzern.

Det er sidste mulighed for at booke en billet til sommerens OL i Paris.

- Det andet er forbi os, og vi havde et godt efterår og en god vinter, så vi er et godt sted nu, forsikrer Vystavel.

Faktisk er makkerparret på nogle parametre bedre nu end ved legene i Japan, mener Joachim Sutton.

- Vi har højere målsætninger for os selv, så vi skal også kunne kvalificere os ved sådan et løb, hvis vi vil have det sjovt til OL, lyder det fra roeren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“