Sport - Ritzau

Søvnløshed og frustration martrede VM-danskers eventyr

Søvnløshed og frustration martrede VM-danskers eventyr

Søvnløshed og frustration martrede VM-danskers eventyr

Ritzau
Perth
Zuletzt aktualisiert um:
Women''s Super League - Manchester City v Reading Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix

At et professionelt fodboldliv ikke altid er en dans på roser, er et vigtigt budskab for Sanne Troelsgaard.

Det ville være en underdrivelse at sige, at det ikke gik, som hun havde håbet.

I december 2021 søgte den VM-aktuelle landsholdsspiller Sanne Troelsgaard fodboldlykken i England, men det endte som en af de største skuffelser i hendes liv.

Hendes klub, Reading, kunne ikke følge med den heftige udvikling i Women's Super League og efter en sæson med 17 nederlag, rykkede Troelsgaard og holdkammeraterne ud med et brag.

- Jeg håbede længe på, at vi kunne undgå det, men til sidst kunne jeg godt se, hvad vej det ville gå. Det var nogle hårde og søvnløse uger, siger Troelsgaard.

Den 34-årige fodboldspiller tager ikke let på det. Det er tydeligt, at oplevelsen har tynget hende - og måske stadig gør det.

- Det er svært at beskrive. Jeg gik rundt som en duracellkanin derhjemme og tænkte på, om jeg skulle pakke alle mine ting ned.

- Jeg havde mange, mange søvnløse nætter, og det er ikke ligefrem nogen fordel for en elitesportsudøver. Den der rastløshed var forfærdelig, siger hun.

Den rutinerede landsholdsspiller forsøgte at bruge sin frustration konstruktivt til selv at blive bedre på træningsbanen og i vægtlokalet. Men det er ikke nødvendigvis nok, når man dyrker holdsport.

- Selv om man gør en hel masse selv, er det ikke alt, der går, som man har planlagt. Det var helt vildt frustrerende.

- Man føler, man ikke lykkes med det, man gerne vil. Jeg gjorde alt for at holde fast i troen og score de mål, jeg nu kunne. Men det var ikke rart at få en nedrykning på cv'et, siger Sanne Troelsgaard.

Det er tydeligt, at hun egentlig helst vil se fremad, men det ligger hende også meget på sinde at være åben om nedture som den, hun oplevede.

- Jeg tror, det er vigtigt at fortælle historien om, at livet som elitesportsudøver og landsholdsspiller ikke bare er en dans på roser. Det er også tårer og frustrationer. Det skal de unge vide, siger Sanne Troelsgaard.

Hun håber, at VM nu kan være et udstillingsvindue for potentielle bejlere, men hun ved ikke, hvad der skal ske.

- Jeg ved bare, at jeg ikke skal spille i den næstbedste række.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“