Sport - Ritzau
Tidligere DBU-boss: Dansk fodbold bør påvirke Fifa indefra
Tidligere DBU-boss: Dansk fodbold bør påvirke Fifa indefra
Tidligere DBU-boss: Dansk fodbold bør påvirke Fifa indefra
Flere danskere ønsker DBU ud af Fifa, men Danmark bør ifølge Jim Stjerne Hansen blive og påvirke Fifa indefra.
Danskerne viser i en meningsmåling deres utilfredshed med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Et flertal af danskere mener, at Dansk Boldspil-Union (DBU) burde træde ud af verdensforbundet, der lige nu afholder VM i Qatar.
Den tidligere generalsekretær i DBU Jim Stjerne Hansen mener, at Danmark skal fastholde medlemskabet og forsøge at skubbe til forbundet, men samtidig gøre sig klart, at det er en svær opgave.
- Fifa har flere medlemmer end FN, og det er vanskeligt at tilfredsstille alle og arbejde til alles gunst.
- I et verdensforbund kan man ikke forvente, at der arbejdes efter danske eller nordiske moralbegreber, siger Jim Stjerne Hansen.
- Det er en svær opgave, men alle lande er bedst tjent med, at man arbejder indefra og hjælper Fifa på vej med at komme med de rigtige tiltag og signaler, siger han.
Jim Stjerne Hansen peger på, at Fifa består af 211 lande. Langt de fleste steder i verden er der stor tilfredshed med den kurs, som præsidenten, Gianni Infantino, står for.
Netop Infantino og DBU ser vidt forskelligt på flere sager, hvilket er kommet tydeligt frem under VM-slutrunden.
DBU har længe kritiseret forholdene for Qatars migrantarbejdere, mens Infantino i sin VM-åbningstale beskyldte "Europa" for hykleri, når europæerne kom med moralske råd ovenpå Europas ageren gennem 3000 år.
Samtidig blev DBU sammen med seks andre forbund af Fifa truet med sportslige sanktioner, da de under VM ønskede at spille med et specielt anførerbind.
DBU er derfor ikke tilhænger af Infantino, og formand Jesper Møller har på et pressemøde annonceret, at han ikke vil stemme på den siddende præsident, når Infantino til marts er på valg til en ny periode.
Problemet for DBU er bare, at der ikke er nogen modkandidat til præsidenten, da opstillingsfristen udløb i midten af november.
- Norden forsøger at holde fanen højt, men står ret alene.
- Det kan man se i tillidserklæringerne til Infantino, hvor kun fire lande i den samlede kreds ikke støtter ham, når der er valg.
- Det siger noget om, hvor alene de nordiske lande - herunder Danmark - står, siger Jim Stjerne Hansen.
Spørgsmål: Skulle DBU have sikret en modkandidat til Infantino?
- Det kunne man godt have gjort - i hvert fald for signalets skyld, men når der ligger en tillidserklæring fra alle forbund undtagen fire, så vil det være en halsløs gerning at stille en modkandidat, siger den tidligere generalsekretær i DBU.
Gianni Infantino er ifølge Jim Stjerne Hansen blevet populær i blandt andet Afrika og Asien, fordi Fifa-præsidenten har arbejdet for at få udvidet VM fra 32 til 48 hold.
Udvidelsen bliver en realitet fra VM i 2026 i USA, Canada og Mexico, hvor slutrunden derfor vil bestå af en markant større andel af hold fra Asien og Afrika end nu.
Infantino taler også om at afholde VM hvert andet år, hvilket er populært mange steder. Det gør sig dog ikke gældende i Europa og Sydamerika, hvor de kontinentale føderationer har succes med deres egne mesterskaber, EM og Copa America.
Hvis Fifa-præsidentens planer blive ført ud i livet, så kan det blive enden på EM og Copa America.
Udbredelsen af fodbold gennem de seneste to-tre årtier til alle afkroge af verden er ifølge Jim Stjerne Hansen en af Fifas succeser. Men det betyder også, at Europas magt er mindsket.
- Europa og Sydamerika var indtil for godt 20 år siden selve verdensfodbolden.
- Det ændrede sig først, da VM i 1994 kom til USA. Senere fulgte Japan og Sydkorea efter med VM i 2002 og Sydafrika i 2010.
- Det var en politisk beslutning at flytte det uden for Europa og Sydamerika for netop at udbrede spillet og øge interessen for fodbold. På det punkt har Fifa haft en mission og gjort det godt til glæde for mange, siger Jim Stjerne Hansen.
/ritzau/