Sport - Ritzau
TTH Holstebro får skovlen under sølvvinderen Fredericia
TTH Holstebro får skovlen under sølvvinderen Fredericia
TTH Holstebro får skovlen under sølvvinderen Fredericia
TTH Holstebro åbnede sin ligasæson med en overraskende sejr over Fredericia.
Efter flere sæsoner, hvor man har flirtet med nedrykning, er TTH Holstebro kommet lovende fra land i den nye sæson.
Fredag slog holdet således overraskende sidste sæsons sølvvinder, Fredericia HK, med 29-28 efter en scoring af Nikolaj Markussen i de døende sekunder.
Også keeper Sander Heieren blev meget afgørende med en redning fra gæsternes store profil Mads Kjeldgaard i sidste minut.
TTH Holstebro spillede generelt en flot kamp, men sled som gæsterne i første halvleg gevaldigt med sit offensive spil.
I anden halvleg løsnede kampen langt mere op, og det passede i første omgang værterne bedst. Flere gange førte hjemmeholdet med tre mål, inden Fredericia mere som forventet strammede op.
Østjyderne forvandlede 12-15 til 19-17 efter sin bedste periode, og den stod også 21-19 til Fredericia, inden en meget afvekslende og højspændt slutfase hvor TTH igen tilkæmpede sig et overtag.
Den svenske højreback Edwin Aspenbäck fik en fremragende debut i den bedste danske liga med syv scoringer og seks assister for TTH.
Men også Markussen var med sine seks træffere en afgørende figur - især i slutsekunderne, hvor han tog ansvaret og levede op til det.
/ritzau/