Hvad er det ved Rømø, som gør øen speciel og spændende? Og værd at bevare? Øboerne, sommerhusejerne, strandgæsterne og andre vil sikkert komme med forskellige svar. Gode, positive svar. Svar, som der kan bygges videre på, og med en stor kerne af de samme elementer.

Rømøs natur er unik; store hedeflader med et udstrakt lyngtæppe farver øen violet i august, klitsøerne med sjældne planter og en svingende vandstand giver helt specielle levevilkår for faunaen der. Vadehavet med flod og ebbe, med marskdannelsen, med myriader af liv på vaden, sandorme, muslinger, østers, med de millioner af trækfugle, der benytter området som springbræt på de årlige flyvninger i nord-sydgående retning (og omvendt om foråret). Med sort sol sine steder, med sælerne på sandbankerne, rejerne i Vesterhavet og østers på vaden.

Rømø har en unik kultur; de gamle kommandørgårde, en historie om hvalfangertiden, hvor en stor del af øens mænd var beskæftiget med søfart, herunder hvalfangsten ved Grønland. Noget, som øen stadig bærer præg af, ikke kun med kommandørgårdene, mange ældre bygninger, hvalgærdet i Juvre, Kirken, og traditioner, som Pers Awten sidst i februar.

Det storladne landskab med nogle af Europas største, bredeste og bedste strande, med højt til himlen, med bølgernes brusen. Over årene opbygger de landskabet, klitterne, revlerne, vaskebrættet på stranden, for så i et enkelt stormfuldt døgn at bryde det hele ned igen. Med vaderne mod øst, den specielle salttolerante flora, det vide udsyn mod fastlandet, med kirker og møller i horisonten. Og det dybe farvand – Listerdyb, der adskiller Rømø fra øen Sild. Et landskab med diger, der vidner om den evige trussel fra havet.

Det er Rømø, som jeg ser og holder af. Min forståelse for Rømøs egenart. Som jeg synes, vi bør kæmpe for. For grænsen for udnyttelsen af Rømø er nået. Øen kan ikke klare mere. Derfor bør vi stoppe op nu og tænke os om.

Hans Otto Sørensen
Gårdkrogsvej 10
6780 Skærbæk