Stefan Seidler er i sandhed en mester i at markedsføre sig i medierne. Som nyvalgt medlem af Forbundsdagen for SSW har han allerede fået de tyske politikere til at falde pladask for hans forsøg på at bilde dem ind, at han er et talerør og bindeled mellem Berlin og den danske regering. Men virkeligheden er jo en noget anden. Det såkaldte „danskerparti“ SSW, herunder også Seidler, gør meget godt for mindretallet, men er og bliver dog ikke andet end en tysk ulv i dansksindede fåreklæder og udnytter sin særstatus uden blusel, hvad der er en torn i øjet på de andre og meget større partier, som derved hæmmes i deres ønske om at udvide kontakter til danskerne. SSW adskiller sig ikke fra de andre partier med hensyn til retorik, argumenter, tankegang og især mentalitet, der er og bliver tysk. Hvorfor ikke erkende det ærligt?

Under Matloks interview med Seidler for nylig i det fremragende program „dansk-tysk med Matlok“ fik man et typisk eksempel på Seidlers ret så professionelle spil for galleriet. Bag den åh, så danske facade og den rørende lovprisning af „danske værdier“, hvad der altsammen imponerer tyskerne som noget helt eksotisk gemmer der sig en helt anden person, der ofe i mange sammenhænge lyder som et ekko af de Grønne retorik. Han fik da heldigvis lige nævnt De Grønnes skingre retorik om „populisme“ og „symbolpolitik“.

Men den danske regering tager jo af gode grunde knap nok notits af Seidler og SSW, da de jo render de tyske politikeres ærinde og ugenert har deltaget i den uhæmmede og primitive hetzkampagne mod grænsekontrollen og vildsvinehegnet. Danmark har ikke brug for falske venner. Seidler bør bekende kulør og dermed bevare sin troværdighed.

Det er mig en gåde, hvad det tyske mindretal skal med Seider og måske også SSW. Men det er i sig selv tankevækkende at opleve ledelsens familiære forhold til de tyske politikere, som vel ikke kun er begrundet i de rare tilskud fra Berlin? Jeg henviser læserne til en tidligere „Leitartikel“ i avisen („MAN KENNT SICH, MAN SCHÄTZT SICH“), hvor Hinrich Jürgensen næsten gnubber næse med delstaens Minderheitsbeauftragter, der rarentes bemærket efter sigende ikke en gang kan tale dansk!). Hvornår har man i avisen oplevett lignende kærlighedsreklæringer i forhold til de danske politikere?