Sport - Ritzau

Brian Riemer udtager trup uden store overraskelser

Brian Riemer udtager trup uden store overraskelser

Brian Riemer udtager trup uden store overraskelser

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Nations League: Truppen udtages til kampe mod Spanien og Serbien Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Brian Riemer har udtaget 23 spillere til sin første trup, og den er uden store overraskelser.

Målmanden Peter Vindahl og midtbanespilleren Morten Frendrup er med i Brian Riemers første trup som dansk A-landstræner.

Det blev afsløret tirsdag eftermiddag, hvor den 46-årige Riemer præsenterede sine udvalgte på et pressemøde i Parken.

Den var på 23 spillere og uden store overraskelser.

Christian Eriksen, der har misset et par kampe for Manchester United, og backen Alexander Bah, som også har døjet med fysiske problemer, er begge med i truppen.

Peter Vindahl, der til dagligt spiller i Sparta Prag, er med som afløser for Frederik Rønnow, som tidligere på tirsdagen meddelte, at han har sagt stop efter ti optrædener i løbet af ni år.

- På målmandsposten står vi jo fuldstændig fantastisk. Ud over de tre har vi jo også en Filip Jörgensen, der er på vej frem, siger landstræner Brian Riemer.

- Peter er med, fordi har gjort det fremragende for sin klub og til dagligt spiller på øverste hylde i Champions League.

Han er sammen med keeperkollega Mads Hermansen den eneste i truppen, der endnu ikke har fået debut.

Morten Frendrup fra italienske Genoa er en anden af de uprøvede kræfter. Han fik dog debut med en sen indskiftning mod Serbien tidligere på efteråret.

- Frendrup er et fantastisk supplement, når jeg kigger på min midtbane. Vi skal have kreativitet og aggressivitet. Der bringer han meget det sidste, siger Riemer.

Barcelonas Andreas Christensen er stadig ude med en skade i sin ene akillessene og derfor ikke en del af truppen. Også Rasmus Nissen Kristensen er fravalgt på grund af en aktuel skade.

Andre navne, der har været med på de seneste, men nu er fravalgt af den ene eller anden grund, tæller Asger Sørensen, Rasmus Nicolaisen, Mads Bidstrup, Jens Stage, Mads Roerslev og Anders Dreyer.

Brian Riemers første opgave bliver hjemmekampen mod Spanien i Parken fredag 15. november. Tre dage senere gælder det Serbien på udebane i Leskovac.

Kampene markerer afslutningen på Nations Leagues gruppespil.

Dansk sejr over Spanien kombineret med serbisk pointtab mod Schweiz sikrer Danmark avancement til kvartfinalerne. Ellers er uafgjort mod Serbien også nok uanset resultatet mod Spanien.

Kvartfinalerne afvikles i marts 2025, og de fire vinderne spiller senere om titlen i juni.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“