Sport - Ritzau
Kold putter og tur i vandet koster for frustreret Højgaard
Kold putter og tur i vandet koster for frustreret Højgaard
Kold putter og tur i vandet koster for frustreret Højgaard
![](/sites/default/files/styles/article_image_1200x450_/public/ritzau-images/20221119131759714_org.jpg?itok=MbVevGP0)
Efter en ustabil runde og en tur i vandet endte Rasmus Højgaard med en runde i banens par.
Rasmus Højgaard matchede lørdag sine konkurrenter med driver og jern, men en ustabil putter og en tur i vandet kostede ham dyrt.
I tredje runde af sæsonfinalen DP World Tour Championship i Dubai endte den 21-årige dansker efter en rutsjetur af en runde med en score i banens par.
Han er dermed nummer 11 i den samlede stilling med en samlet score på seks slag under par efter 54 huller.
Verdensranglistens nummer fem, spanske Jon Rahm, spillede sig med en formidabel runde lørdag helt til tops med en samlet scorede på 15 slag under par.
Rahm gik som verdensetteren Rory McIlroy, der er nummer fire samlet, sin runde i syv slag under par.
Højgaard slog lørdag glimrende ud på de fleste huller, men putteren var til gengæld kold, og stortalentet lavede fire bogeys og var to slag over par efter de første 12 huller.
Flotte birdies på både 16. og 17. hul reddede en stor del af dagen, inden 18. hul blev et symbol på den meget svingende runde.
Højgaard drivede sin bold langt på par fem-hullet, men også i vandet, hvilket kostede et strafslag. Herefter hamrede danskeren bolden op på green og skaffede sig en fornuftig birdiechance, men igen svigtede det korte spil.
- Jeg ramte en periode i løbet af runden, hvor jeg kæmpede med farten på greens, og det var virkeligt frustrerende.
- Heldigvis fik jeg kæmpet mig lidt tilbage til sidst, opsummerer Højgaard sin dag over for Viaplay.
DP World Tour Championship har deltagelse af 50 spillere og fungerer på sæsonfinale på touren, der tidligere hed European Tour.
Turneringen har en samlet præmiepulje svarende til 72 millioner kroner. Vinderen tager 21,5 millioner kroner.
Thorbjørn Olesen er feltets eneste anden dansker. Han ligger nummer 37 med en samlet score på to slag over par før søndagens afsluttende runde.
/ritzau/