Sport - Ritzau

Skjelmose i kanonform vil indlede Vueltaen afventende

Skjelmose i kanonform vil indlede Vueltaen afventende

Skjelmose i kanonform vil indlede Vueltaen afventende

Ritzau
Lissabon
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-ROAD-OLY-PARIS-2024 Foto: Tim De Waele/Ritzau Scanpix

Mattias Skjelmose vil passe på sine tændstikker i første Vuelta-uge, selv om han er stærkere end nogensinde.

- Bedømt på mine tal og data har vi ikke set mig bedre nogensinde, så jeg er helt klar til at levere, hvad jeg skal.

Lidl-Trek-danskeren Mattias Skjelmose er landet i Portugals hovedstad Lissabon med ambitionen om at præstere tre flotte uger i Vuelta a España - og deraf slutte højt i klassementet.

Hvis det skal lykkes, kommer det til at kræve gode ben i samtlige tre uger, for løbsdirektør Javier Guillen har anrettet en kuperet menu, som fra første til sidste dag ikke levner pauser til de ryttere, der vil gøre sig gældende i klassementet.

Blot en enkelt flad etape er der fundet plads til, mens hele ni etaper slutter på en stigning. 13 af etaperne er bjergetaper, dog er stigningerne ikke i højdernes tynde luftlag.

De tre førte etaper køres i nabolandet Portugal, før feltet rammer Spanien, men hverken i Cristiano Ronaldos hjemland eller de første dage på spansk asfalt kommer Skjelmose til at gå offensivt til værks.

- Det bliver ikke mig, som kommer til at gå ud og satse hele lortet i uge et, lyder det fra Skjelmose, som kun har en enkelt anke i forhold til ruten.

- Jeg er ærgerlig over, at vi ikke kører helt op i højderne, men jeg synes ellers, det er en fed rute, som lægger op til godt og hårdt cykelløb. Også med en rigtig hård uge tre, hvor der kan ske virkelig meget.

Trods taktikken om at køre afventende i uge et, så er der ingen mulighed for at gemme sig på den indledende enkeltstart. Her har den tidligere vinder af Schweiz Rundt da også en tro på, at han tidligt kan placere sig fordelagtigt i klassementet.

- Jeg havde en god træningsblok på enkeltstartscyklen, især op til OL hvor jeg synes, jeg begyndte at føle mig meget komfortabel på den.

- Vi er et hold, som har investeret rigtig meget i udstyr og aerodynamik i forhold til enkeltstart, så jeg tror, det er en fordel for os, at vi starter med en enkeltstart, fortæller Skjelmose.

Under Vueltaen bliver han flankeret af landsmand Kim Andersen, der er sportsdirektør hos Lidl-Trek.

Han har kørt rekognoscering på en god del af ruten og kan bekræfte, at det bliver voldsomt hårdt. Derfor forudser han også, at klassementfolkene kan komme til at kigge langt efter mulighederne for etapesejre.

- På 4. etape er der folk, som vil sætte tid til, fordi der er den første afslutning opad, siger Kim Andersen.

- Derefter tror jeg, vi kommer til at se mange dage, hvor der vil blive kørt to cykelløb - et med udbruddet foran om etapesejren og et med klassementfolkene, der vil køre et cykelløb bagved.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“