Leserbrief

„Dobbelsporet og en ny Banegård i Flensborg er et must“

Dobbelsporet og en ny Banegård i Flensborg er et must

Dobbelsporet og en ny Banegård i Flensborg er et must

Nils Sjøberg
Nils Sjøberg
Kolding/Nordschleswig
Zuletzt aktualisiert um:
Nils Sjøberg ist Parteimitglied der Radikalen und setzt sich für grenzüberschreitende Zusammenarbeit ein. Foto: Privat

Diesen Artikel vorlesen lassen.

In seinem Leserbrief argumentiert Politiker Nils Sjøberg für einen neuen Bahnhof in Flensburg sowie für eine doppelte Gleisstrecke zwischen Tingleff und Pattburg. Seiner Überzeugung nach ist dies auch eine Voraussetzung dafür, dass Europa nach der Wahl Trumps enger zusammenrücken kann.

Med en Trump for bordenden i Det Hvide Hus har det aldrig været mere nødvendigt med et tæt og velfungerende samarbejde mellem de europæiske lande.

Fri bevægelse og et velfungerende transportnet til både passagerer og gods vil være alfa og omega for at styrke samarbejdet mellem Danmark, Tyskland og hele Europa. 

Hvis det samtidig skal være grønt og bæredygtigt, er der for mig at se, kun en løsning: en Jyllandskorridor med en genetableringen af dobbeltsporet mellem Tinglev og Padborg og med flere daglige tog stop i Flensborg.

Genåbningen af Banegården i Flensborgs Bydel Weiche

Jeg vil først af alt opfordre alle til at stå sammen og kæmpe for en genåbnet banegård i den vestlige bydel Weiche i Flensborg. En banegård i grænselandet. En banegård som vil få afgørende betydning for hele Europa. 

En banegård som med en stærk udbygget togdrift mellem Tyskland og Danmark og som kan lette pendlingen for de mange tusinder, der hver dag bevæger sig på tværs af grænseregionen. 

Flere daglige tog mellem Aarhus og Hamburg – med stop i Flensborg - vil også være med til at styrke erhvervslivet og give alle mulighed for at deltage i samfundslivet, kulturlivet og studielivet på begge sider af grænsen.

Kort sagt: En genåbning af banegården i Weiche i Flensborg og en styrkelse af infrastrukturen vil give alle aldersgrupper bedre og grønnere transportmuligheder.

Det vil skabe nye relationer, der styrker fællesskabet. 

Et fællesskab som først og fremmest vil blive en mulighed, hvis vi får genetableret dobbeltsporet mellem Tinglev og Padborg.    

Jyllandskorridoren – En Bæredygtig Vision for Danmark og Tyskland

Det er klart for alle, som bor i grænseregionen, at den dansk-tyske grænse er bindeleddet mellem Skandinavien og Centraleuropa. 

Men det er nødvendigt, at vi også får andre til at forstå det.   

Det er også nødvendigt, at vi får andre til at forstå, at en Jyllandskorridor med dobbeltspor til tog fra Finland til Syditalien vil være den rygrad, der binder vores samfund og økonomier sammen i Europa.

Det er helt afgørende i en tid,  hvor Trump nu overtager magten i USA, og hvor vi har brug for et styrket sammenhold i Europa. 

Det gælder for både den nordiske region og resten af Europa, hvor der hver dag transporteres store mængder gods og passagerer. 

Det kan gøres på flere måder.

Derfor kræver det et væsentligt pres også fra vores side, hvis vi vil sikre en effektiv og bæredygtig infrastruktur i Jyllandskorridoren, så vi kan fremme en grøn omstilling.

Onsdag den 13. november mødes repræsentanter fra de tre danske regioner på denne side af Storebælt til en konference om Jyllandskoridoren i Odense.

Lad der lyde en opfordring herfra til at sikre en velfungerende infrastruktur fra nord til syd, som også sætter handling bag vores fælles klimamål.

Dobbeltsporet mellem Tinglev og Padborg – Fundamentet for Effektiv Godstransport

Så lad det være sagt med det samme: Dobbeltsporet mellem Tinglev og Padborg er ikke kun et lokalt projekt. Det er en vital international forbindelse.

I dag er de 14 kilometer den eneste jernbanestrækning fra Finland til Syditalien, hvor togene må deles om ét enkelt spor. Denne flaskehals hindrer effektivitet, der påvirker virksomheder, familier og daglige pendlere. 

Vi ser konsekvenserne, når bilister og lastbiler sidder i kø på motorveje som E45. En opgradering af Tinglev-Padborg til et dobbeltspor kan sikre, at gods og mennesker flyttes hurtigt og sikkert, så vi kan reducere både CO₂-udledning og trængsel.

Jan Wildau, kommunikationsdirektør i DB Cargo, har blandt flere andre understreget, at der er et stort potentiale for at flytte betydelige mængder gods fra vej til skinner – men det kræver en stærk infrastruktur. Dobbeltsporet vil sikre en pålidelig og miljøvenlig transportvej, som både kan håndtere den stigende mængde gods og sikre hurtigere forbindelser for passagerer. Når vi overfører transport til jernbanen, beskytter vi ikke kun vores vejnet, men tager et stort skridt mod en grønnere fremtid. Dette er også en del af Dansk Industris vision, som påpeger nødvendigheden af denne forbindelse for at opnå et velfungerende og internationalt orienteret netværk.

Økonomisk Vækst og Sammenhængskraft

Det er ikke uden grund, at vi kalder Jyllandskorridoren "Porten til Europa". Den har en enorm økonomisk betydning og er en uomgængelig handelsrute for både Danmark og Tyskland. 

For at udnytte mulighederne skal vi ikke bare se Jyllandskoridoren som en infrastrukturinvestering, men som en investering i fremtidens vækst, job og velstand. Ved at sikre forbindelserne styrker vi samarbejdet mellem vores grænseregioner og skaber attraktive muligheder for virksomheder på begge sider af grænsen. Dette er en afgørende faktor for, at vi kan tiltrække og fastholde arbejdspladser i hele Syd- og Sønderjylland og Schleswig-Holstein.

Det må stå klart for os alle, at et tæt grænseoverskridende samarbejde mellem erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, kommuner og det offentlige er nødvendigt for at sikre udviklingen af vores grænseregion. Kommunerne i både Nord- og Sydslesvig og i hele regionen på begge sider af grænsen har en vigtig rolle i at skabe et gunstigt økonomisk klima, hvor arbejdsstyrken har adgang til nye muligheder, og virksomheder har let ved at udvide og samarbejde. 

En Jyllandskorridor med et genetableret dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg er en investering i den fremtidige økonomiske sammenhængskraft i Danmark og Tyskland.

Flensborg Banegård – En Nøglestation for Pendlere og Godstransport

Som tidligere nævnt er banegårdene i Flensborg afgørende for pendlertrafikken mellem Danmark og Tyskland. Det vil understøtte regionens økonomi og sikre, at transportmulighederne lever op til de behov, vi ser i dag. Med regelmæssige stop i Hamburg, Flensborg og Århus kan vi skabe et hurtigt og effektivt tognet, som pendlere og virksomheder kan stole på. 

FDP og SSV (Sydslesvigsk Vælgerforening) har gentagne gange understreget vigtigheden af en fælles banegård for hele grænseregionen i Flensborg. 

Der er ingen tvivl om, at flere daglige tog med stop i Flensborg vil være en stor fordel for både de daglige pendlere og erhvervslivet, der er afhængige af effektive transportmuligheder. 

Jeg synes, at der er klart potentiale i FDP's og SSV's politik, og at ideen med en fælles togstation som en del af en grænseoverskridende infrastruktur for både mennesker og gods, skal ses som en central del af transportnetværket. Og som et klart argument for en genetablering af dobbeltsporet. 

Offentligt-Privat Samarbejde – Vejen til En Fælles Fremtid

Hvis vi for alvor vil løfte vores infrastruktur, er et stærkt offentlig-privat samarbejde helt afgørende.   

Jeg er derfor glad for, at de lokale virksomheder i grænseregionen støtter dobbeltsporet mellem Tinglev og Padborg. 

Lytter man til erhvervslivet, så er der ingen tvivl om, at det vil skabe vækst og udvikling på begge sider af grænsen.

Med de rette partnerskaber kan vi derfor sikre de investeringer, der kræves, og bringe det offentlige og det private erhvervsliv sammen om at styrke forbindelserne mellem Danmark og Tyskland på en bæredygtig måde.

Vi kan ved at give lokale virksomheder mulighed for at deltage i offentlige udbudsrunder sikre en langsigtet finansiering af Jyllandskorridoren, som kan tiltrække investeringer, skabe job og bidrage til de overordnede mål om en grøn omstilling.

Et Tættere Fællesskab – For Et Europa med Åbne Grænser

Der er nu gået 86 år siden, at den danske regering fjernede de 14 kilometer dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg. Målet var at forhindre den tyske værnemagt i at besætte Danmark.

Og at fjerne det ene togspor, netop det sted, hvor det hurtigt kunne genetableres igen. 

Alligevel er genetableringen af dobbeltsporet hele tiden blevet udskudt. 

Det mener jeg er en kæmpe fejl. 

Derfor rejste jeg spørgsmålet om en genetablering af dobbeltsporet mellem Tinglev og Padborg i hele fem forespørgselsdebatter i Folketinget - og inviterede lokale folketingsmedlemmer fra alle partier - til at gå sammen om en genetablering af dobbeltsporet, da jeg var suppleant i Folketinget i 2019 og 2020.

Interessen for at få genetableret dobbeltsporet var desværre begrænset, selvom genetableringen af det ekstra spor - dengang i 2020 - ville koste mindre end 900 millioner danske kroner. Eller det der svarer til knapt 130  millioner euro.

Det er småting ved siden af en anlæggelse af en motorvej. Da en ny motorvej i åbent land koster 110 millioner danske kroner pr. kilometer.

Og det er småting sammenlignet med omkostningen til Femern Bælt-Forbindelsen. Femern Bælt-Forbindelsen er allerede nu 100 gange dyrere end genetableringen af de 14 kilometer dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg vil koste. 

Det lykkedes at få en forespørgselsdebat om en genetablering af dobbeltsporet i Folketinget i 2020.

Indsatsen bar frugt, og vi fik dobbeltsporet med i regeringens infrastrukturplan til 130 milliarder kroner. 

Alligevel er der intet sket. 

De 14 kilometer dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg er stadig ikke realiseret.

Jeg vil derfor opfordre alle som ønsker  fællesskab frem for nationalisme og en miljøvenlig fremtid frem for mere CO2 og bilstøj til at stå sammen om en hurtigere forbindelse mellem Hamburg og Århus - med Flensborg som et centralt bindeled. 

Det er for mig at se helt afgørende, at dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg bliver en del af Jyllandskorridoren. 

Det er også helt afgørende, at dobbeltsporet ikke alene ses som et lokalt infrastrukturelt projekt, men som et centralt fundament for at skabe et Europa, hvor familier, venner og forretningsforbindelser kan mødes frit og uden begrænsninger - og hvor godstransporten sker på skinner. Så lad os få dobbeltspor nu.

 

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Jan Køpke Christensen
„Hærvejhuset – hjælp for alle“

Leserbrief

Stephan Kleinschmidt, Kirsten Bachmann
„Gravensteiner Schule steht vor historischem Aufschwung“

Leserbrief

Meinung
Claudia Heinemann
„Wer kennt sich schon selbst? “